Den gode lærer

FILM - ”Læreren, der lovede havet"

Filmen åbner med afdækning af en massegrav. Mellem knoglerne skjult i jorden dukker en brille, en kam og et halssmykke op, når penselhårene undersøger fejer fortidens fortielser bort.

”Læreren der lovede havet” er endnu en film om den spanske borgerkrig, Francos oprør mod republikken og afskaffelsen af demokratiet og dem, der stod op for det.

Her læreren Antoni Benaiges (Enric Auquer), som i 1935 ankommer til den lille landsby Burgos i det nordlige Spanien. Ung og fuld af gåpåmod indtager han den lille lavloftede skolestue og får snart godt tag i sine elever.

Med sine utraditionelle undervisningsmetoder og engagement. Vi mennesker er fulde af viden inden i. Det skal vi opdage sammen. Vi lærer matematik ved at løse dagligdags problemer.

Lyder nogle af hans slogans. Ikke så sært at han ganske venstreorienteret kommer på kant med både byens borgmester og kirkens katolske præst

Parallelt med denne solstrålehistorie følger vi så barnebarnets Ariadna (Laia Costa) optrevlingsarbejde i flash back i nutiden, for at finde ud af, hvad der egentlig skete med den gode lærer.

Ligger han som en af de henrettede i massegraven med 104 henrettede?

Det er film, der har sine besværligheder med at få den aktuelle fortid og nutid til at hænge sammen. I rollen som det voksne barnebarn brænder Laia Costa aldrig overbevisende igennem.

Lidende og plaget af afsløringerne, men hun har lige som for lidt at gøre med for at folde sin karakter ud.

Hun er sygemeldt. Men af hvad og hvorfor er det så nødvendigt for hende personligt at få skovlen under fortiden?

Hendes plejehjemsanbragte morfar Carlos var et af de børn, Antoni, underviste dengang. Foruden den forsagte Emilio og borgmesterens datter Josefina. Børneskuespillerne gør det nydeligt i rollerne, måske lige vel kønne og renvaskede, men til et pænt bestået.

I lærerrollen er Enric Auquer præcis så fuld af liv og virkelyst og tilpas overbevist om at hans virke virkelige kan gøre en forskel, at du rent faktisk tilgiver, at filmen er på kanten af det overtydelige og skabelonagtige.

Det er velmenende film med noget på hjerte. Noget væsentligt. Om hvordan undertrykkelse af viden også kan bruges til at undertrykke mennesker. Og så anslår filmen meget typisk for spansk tradition en både enkel, sørgmodig og sine steder patosfyldt tone.

”Der hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker”. Den tyske digter Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1823, falder én i tankerne.

Filmen bygger på virkelige begivenheder og grundig research af lærer Antoni Benaiges liv og virke. Han forsvandt sporløst, og hans grav er endnu ikke fundet.

Gribende film med gode øjeblikke og samtidig endnu en bearbejdning af traumerne og fortielser fra denne mørke periode i Spaniens historie.