Mor og klumpfoden

Film - ”Min mor”

Fransk feel-good film, som lægger godt ud, men taber dramatisk højde, da den sådan også vil til at være småfilosofisk alvorlig i den sidste gode halve time af spilletiden.

Mor er den bedste i verden. Det er en sandhed, som bliver slået fast med morsomme og stilsikkert placerede søm i komedien her.

Mor Esther (Leïla Bekhti), marokkansk indvandrer i 60-ernes Paris, har ikke brug for ægtemanden, da hun skal føde barn nummer 6. Hvad skulle han gøre godt for?

Roland hedder drengebarnet, der viser sig at være født med en forkrøblet fod. Datidens lægevidenskab kan tilbyde benskinner og operation, men nej. Det vil mor Esther ikke være med til.

Hendes dreng skal gå på egne ben, når han begynder i skole, og det skal hun nok sørge for.

Efter dette hurtige og effektive anslag er vi i gang med historie om Roland, spillet som voksen af Jonathan Cohen. Her bliver sendt bønner op, en knoglevrider bliver kontaktet, mens mor kæmper mod myndighederne i form af den strenge Madame Flery.

Leïla Bekhti er både ukuelig og dejlig elskelig i mor-rollen, mens vi bliver svøbt i 60-ernes uskyldige, ukuelige optimisme. Med tilhørende baggrundsmusik i form af både Aretha Franklin og T Rex. Mor giver ikke op. Roland skal have en normal tilværelse.

Så langt, så godt. Her er faktisk ganske hylemorsomme scener. Lige tilpas afvejet og og afstemt overfor sagens alvor.

Den lille Roland er inkarneret fan af datidens store franske popidol Sylvie Vartan, som spiller sig selv i filmen. Og da det kniber med at få lært at læse, lærer Roland hendes sange udenad og derfra at forbinde lydene med bogstaver. Med hjælp fra en af sine søskende.

Mor bestemmer og presser på form at Roland skal få et lykkeligt, succesfyldt liv. Og selvfølgelig skal det så ende i et moropgør.

Det er så her, at filmen bliver langtrukken og småsentimental slæbende. For selv om Gud ikke kan være alle steder og derfor opfandt mødrene – tja, så bliver den påstand trukket rigeligt langt ud.

Mens den lige vel karikerede og hårdt optrukne Jonathan Cohen kæmper for at give sin Roland-rolle som voksen både liv og nærvær.

Det lykkes ikke rigtig. Det er en utrolig historie, men sådan er livet jo. Det kan snildt overgå den vildeste fiktion. Bare se på Trump!

Og uanset hvor velmenende filmen prøver at binde en nydelig sløjfe på sin fortælling, så ender den lige vel gumpetungt.