Undergang, matematik og dans

Film -”The Life of Chuck” 

Verden er ved at gå under. Ødelæggende brande, storm, jordskælv og uddøende dyrearter. Sådan er stemningen i denne films åbningsscener, der så alligevel er en glad og livsbekræftende omgang.

”The Life of Chuck” begynder med akt 3, og så bevæger vi os fremad mod etteren. Det er historien om den mystiske revisor Charles Krantz (Tom Hiddleston), hvis kontrafej dukker op på reklameskilte.

Han er færdig med 39 års omhyggelig bogføring, og samtidig er den verden, vi kender, ved at kollapse.

Læreren Marty (Chiwetel Ejiofor) har stort besvær ved at gennemføre sine skolehjemsamtaler, for forældrene kan ikke rigtig tage det med at lære og forbedre deres børns karakterer alvorligt.

- Mand, internettet har været i nede i over otte måneder. Ja selv porn hub fungerer ikke. Så hvorfor egentligt kæmpe videre. Er det ikke nemmere og mere fornuftigt bare at give op?

Martys ekskone, sygeplejersken Felicia (Karen Gillan), er også ved at miste alt håb henne på hospitalet. Hvor det stadigt skrumpende sundhedspersonale har døbt sig selv ”Selvmordspatruljen”.

De to mødes under en betagende stjernehimmel med Mælkevejens stjernehimmel glimtende over dem, og så begynder stjernerne at gå ud en for en. Undergangen truer …

Så møder vi Chuck et år tidligere, før hans død. Pæn mand i gråt jakkesæt, blåt slips og blå skjorte. På vej fra en revisorkonference støder han ind i gadetrommeslageren Taylor Gordon, og inden du kan nå at sige dobbelt bogholderi, er han i fuld gang med at danse til hendes rytmer.

Fred Astair – hvis nogen husker ham – burde, hvis han var levende, gå hjem og øve sig. Det er en sjældent livsbekræftende og forløsende scene. Også hjulpet godt på vej af hans rødhårede meddanser (Annalise Basso).

Så bliver det tid til tredje akt. Chuck som ung og lærer hans livshistorie at kende og ikke mindst bliver introduceret til det mystiske tårn, som hængelåsmonteret er strengt forbudt at besøge.

Men Chuck har også en bedstemor (Mia Sara), som er vild med at danse. Gerne rock’n’roll, når hun laver mad. Og så er der bedstefar (Mark Hamill), som lærer ham om matematikkens vidunderlige verden.

Matematik er sandhed og kunst, og matematik kan ikke lyve.

Udover Tom Hiddleston skal du lægge mærke til Benjamin Pajak, som den elleveårige Chuck. Genert og usikker på sig selv og mon han nu får taget sig sammen til at danse med den høje pige fra 8. klasse?

Det er en film, som breder sig over mange emner. Den truende miljøkatastrofe, moder Jords sandsynlige undergang, men samtidig på forunderlig vis fortæller om universets opstående og menneskehedens mikroskopiske betydning i den sammenhæng.

Der er måske sine steder vel meget fortællerstemme ind over for at få det hele til at hænge sammen. Men dansescenerne er det helt værd – måske skabte Gud virkelig verden, for at vi skulle bevæge os frit til rytmen.

Digteren Walt Whitmans "Sangen om mig selv" fletter sig også behændigt ind i filmen - "jeg er kolossal, jeg rummer utallige" - altså "I contain multitudes". Tjek Bob Dylans sang af samme navn fra albummet "Rough and Rowdy Ways".

Det er en film om liv og død, kærlighed og familie og uforløste drømme. På en gang rystende pessimistisk, hvad angår klodens fremtid, men samtidig ukuelig optimistisk midt i al sortsynet.

Skuespillet er glimrende, historien finurligt, overraskende skruet sammen med sin insisteren på at gribe hverdagens muligheder for glæde og fryd.

Og samtidig vemodig bevidst om, at en dag er det hele forbi. For både dig og mig.

Så, se den. Og brug dit liv. Nyd det fuldt ud, mens du har det.