Rablende ord, tordenstemme og Negrito

Tønder Festival 2025

Mikael K & Knud Romer, Bolero

****

Matt Andersen, Klubscenen

*****

Fantastic Negrito, Telt 2

***

Onsdag er åbningsdag her på Tønder Festival, årgang 2025. Velsignet med tørt og solrigt vejr. Tilpas afvekslende med skydække så det ikke bliver for varmt. 

Og vi lægger ikke ud med Allan Olsen og hans Norlan band på den store Open Air scene. Ham må vi høre senere – på fredag. I steder sniger vi os ind i Bolero-teltet, hvor to poeter, sangskriver Mikael K og forfatter Knud Romer, med toner og ord vil berige os.

Mikael K hjælper den stokkebærende blinde forfatter hen til sin stol til højre på scenen og får selv sat sig til rette med sine guitarer.

- Fedt at høre at der er nødudgange. De kan godt blive nødvendige, når vi begynder på det her, siger Romer til velkomst.

De to har nemlig tænkt at vende vrangen ud på Danmark. For vi må forstå, at Danmark ikke bare er en by. Men et land. Og meget større og meget mere varieret og interessant end f. eks. København.

- Det eneste der bliver grønt derovre om foråret, det er jo trafiklysene, mener Romer.

I en rablende ordstrøm fortæller Knud Romer om sin egen hjemegns Falster. Om Præstø, hvor der nu kun bor gangbesværede og arbejdsløse tilflyttere. Om et udkants-Danmark der er så sølle og nedslidt, at selv ejendomsmæglerens hus er sat til salg.

Undervejs bliver han så afbrudt eller rettere suppleret af Mikael K.s sange. Fra hans store og varierede sangkatalog. Med titler som ”To Tunger”, ”Datsun”, ”Rosa Maria” og ”Femten Graders Frost”.

Rundturen i det sydfynske fremkalder indre billeder hos det lyttende publikum, og samtidig får vi Romers livshistorie. Hans trængsler som ung poet i svøb, der vil digte, men vel at mærke også rime. Hvilket jo var fuldstændigt tåbeligt og umuligt der i sen 60-erne..

Dengang han definerede sig selv som panerotisk naturmystiker. Glad for at blive stukket af en myg for så blev han forenet med den store urkraft, som gennemstrømmer alt liv. Både kakerlakker og Morten Messerschmidt. Inden Romer opgav og blev oversmart reklamemand. 

I skrigende jakkesæt og blåfarvet hår og med godt med coke til næsen, kunne han sidde og kigge på et B&O-fjernsyn til 120.000 kr. Indtil sloganet dukkede op:

”I watch television for hours – then I turn it on!”

Før debuten med romanen ”Den som blinker er bange for døden” (2006). Det er en munter og livsklogt dansende ordstrøm, suppleret med Mikaels K’s finurlige og poetiske sange.

Det er modigt og chancetagende, og ganske ofte indtræder uforudsigelige nærmest magiske øjeblikke, når ord og sange beriger hinanden.

Som det gør i Romer og Mikael K's sang ”Himmelsengen”. Den, de har lavet sammen. Om tordenvejret, som bryder løs og pludselig kan se sig selv forvandlet til tusinde pytter.

Først citeret af Romer, og derefter spillet af Mikael K. Et fornemt punktum for fem kvarters rablende ordstrøm og meddigtende toner.

Længere fremme i tid- på klubscenen - indtog den canadiske sangskriver Matt Andersen et tætproppet telt. Solo blot med en guitar, lagde han ud med et gentaget elegant riff, inden hans tordenstemme skyllede hen over os i åbningsnummeret.

Om at han ”left home before the harvest”, og nu længes han tilbage til hjemstavnens ro og tryghed. Andersen er ikke alene ”one hell of a guitarplayer” med et elegant og kraftfuldt guitarspil.

Han mestrer også det afdæmpede, og vokalmæssigt er der både sødme og saftig urkraft. Hans slidespil i bluessangen om den stride girlfriend var uforligneligt og samtidigt skælvende og bevægende.

Tilføjet ganske humoristiske introduktioner – i stil med, at hvis du begynder at komme sammen med en musiker, kan du være sikker på, at han skriver en sang om dig, hvis og når du bryder med ham.

- Den her er skrevet til nummer 7 eller var det nummer 17 i rækken, som brød med mig, kommenterer Andersen.

Men han fik også hele teltet om at køre i fællesang til ”People Get Ready” med sødmefulde kvindekor, mens vi mænd måtte nøjes med et kraftfuldt rytmisk uh-ah kor.

Det swingede som ind i ... når manden med langt Jesus-hår bød på lynhurtige, nærmest jazzimproviserede løb på guitarens stålstrenge. Det er vist nok værd at tjekke mandens produktion ud, blues, american og folk, blandt andet dokumenteret på albummet ”Big Bottle of Joy” (2023).

En titel, der ganske godt dækker hans optræden her i klubteltet.

Amerikanske Fantastic Negrito blev næste musikalske pitstop. En farverig figur, der fører sig i halvlang skødefrakke og høj hat med tilhørende fjer i strudsestørrelse.

Bandet bag ham selv på guitar tæller bas, keyboard, trommer og endnu en guitarist. Den kvindelige bassist kan bestemt sit kram og synger også indimellem kor og duet med Negrito.

Det er funky, groove baseret musik, en slags miks af Prince og Michael Jackson tilføjet et par stænk Jimi Hendrix. Negrito er ikke den store sanger, måske mere en shouter, og du kan ikke rigtig høre, hvad det er han synger og vil have os til at forstå.

Her er masser af ve-råb og attitude, men en bedre lyd ville bestemt have klædt det. ”Broken Man” og ”Living with Strangers” hedder et par af numrene, her er  heftig trommesolo, men helt ærligt fanger Negritos blanding af funk og bluesagtig selvransagelse ikke en dirrende genkendelse hos denne anmelder.

Foto: Helle Andersen