Verdensklasse på Tønder

Tønder Festival 2025 fredag

Lyle Lovett and his Band,  Open Air

******

Allan Olsen

*****

Tina Dickow og Helgi Jónsson

***

Elias Rønnenfelt

****

Womens Circle

**

Vi begynder lidt anderledes på dagens musikalske rundtur på Tønder, Nemlig med sidste akt – den amerikanske contrystjerne Lyle Lovett and his acoustic group.

Der viste sig - surprise overhovedet ikke at være afdæmpet akustisk - men et fuldblods band med trommer og bas, to guitarister, elektrisk og akustisk, flygel og keyboardspiller samt en vokalvulkan af en korsangerinde, samt selvfølgelig den 67-årige Lovett selv, vokal og kasseguitar.

Og lad det være sagt med det samme – jeg kender ikke mandens musik, Havde ikke hørt numre som ”Here I Am”, ”Pants Is Overrated”, ”Don’t Cry A Tear”, ”Give Back My Heart” eller ”North Dakota”

Men jeg og publikum blev blæst bagover fra første åbningsakkord – stilfærdig indledt stod lydbilledet klart og nuanceret – og det er du dæleme ikke vant til på den store scene.

Lovetts musik er, hvad du kunne kalde alternativ country – altså musik der suger fra hele USA’s rigdom – folk, jazz, gospel, blues ja sågar rock.

Teksterne er fulde af sære mennesker, rigtig levende mennesker, som du og jeg, der lever, lider, undrer sig over deres skæbne og kommer videre og oplever livets utrolige, uforudsigelige rigdom. Og bagsiden ulykke og død, ugengældt kærlighed og svigt.

Lovett selv synger klart og gribende, mens han sammen med bandet folder et magisk lydtæppe rundt om ordene. Han er 110 procent til stede med sine nede på jorden introduktioner og sin præsentation af bandet .. Der sådan knastørt humortistisk mest går på, hvornår de første gang var i Danmark, og hvem de så spillede med dengang.

James Taylor, Toto, Sanne Salomonsen hører til blandt navnene, når de da ikke – og det gjorde de fleste af dem – besøgte Tivoli Garden.

Det er et band, der er så tæt organisk sammenspillet, og samtidigt lydhørt opmærksom på, hvad medspillerne har gang i, at jeg vil vædde på, at du ikke kunne klemme et nyslebet barberblad ind i akkompagnementet.

Så når elguitaristen tar en solotur, der står dirrende stålstrenget i luften, ja så bliver der fulgt op på akustisk. Lige så godt, men ikke for at overgå, men for sammen at forløse og nå det ypperste.

Altså – det var ikke uden grund, at vi stod der målløse, ude af stand til at finde ord. Ramt i hjertet, så vi både græd og grinte. Kan være, at Gud virkelig skabte musik for, at vi bare en gang imellem kan mærke, at du og jeg - alle sammen - er en del af noget større. 

Flygelsoler, barrelhouse og stride, der sad som en dirrende dartpil i bulls eye, en svævende guitarsolo fulgt op af bluesfarvet korsang og Lovetts på en gang enkle, men også smukke budskab – ”Here I am/Yes it's me/Take my hand/And you'll see/Here I am/Yes it's true/All I want/Girl is you”.

Det er musik, der med garanti ville få Guds engle i himlen til at kaste vingerne hen i hjørnet og slå sig hæmningsløst fri på dansegulvet. 

Lige som mange af os gjorde det der på asfalten foran Open Air, da Lovett og band satte fuld rockskrue på i sættet sidste nummer – som et bluesbrølende og dampende lokomotiv der i natten.

Organisk pulserende, fuld af leg, lyst og overskud. Inden ekstranummeret ”That’s Rigth (You´re Not From Texas).

Verdensklasse!

Nå, men hørte du ikke andet, kan jeg høre en læser bryde ind. Jo da.

Dagen åbnede i telt 1, lige over middag, med Womens Circle, hvor udvalgte kvindelige sangskriver er sat sammen for at dele ud af deres numre. Det kan være forrygende. Her blev det lidt vel pænt og uden rigtig samspil eller dialog mellem kvinderne.

Måske fordi der var for langt fra irske Cathy Jordans vemodig hjemstavnslyrik til amerikanske Melissa Harpers drævende country. Og helt ærligt, det er altså noget være ligestillingsfjolleri, når det skal forestille at en indkøbt hånddukke backer Candace Lacina op på elguitar.

I klubteltet gav den tidligere forsanger Elias Rønnenfelt i post-punk bandet Iceage, den fuld skrue.

Hvirvlende og dansende omkring sig selv, sortklædt, syngende på engelsk fik vi otte numre på en halv time. Ren rock´n´roll energi, personligt sangskriveri støttet af bas og trommer.

Du ved sådan om, at – ”last night I had no place to go”. Men så fandt han vist hende og en løsning.

Rønnenfelt kan snildt gå hen og blive det næste store. Energisk med masser af attitude og overskud.

I telt 1 tog århusianske Tina Dickow og hendes islandske ægtemand og medspiller Helgi Jónsson os med på en musikalsk rundtur – med masser af gode numre fra bagkatalogen.

Bygget op omkring deres personlige kærligheds- og livshistorie. Hvordan de først mødte hinanden, mens Helgi var på verdensturne med Teitur. Han var forlovet med en anden. Tina var gift med sin musik.

Vi får numre som ”Walls”, ”Friend In a Bar” og ”On The Run”. Her er krystalklar duetter, trækbasun-soloer, og det hele er ganske nydeligt og velpresset perfekt udført.

Men det bliver underligt blodfattigt, når der igen og igen bliver sat forklarende ord på deres åbenbart vildt heftige, lidenskabelige og svære kærlighedsforhold. 

Det bliver lige som for overtydeligt damebladsagtigt, hvor vilde de var med hinanden og tager saft og kraft ud af sangene.

Saft og kraft var der til gengæld i samme telt, klokken 19.30, fredag, da den Frederikshavner-fødte Allan Olsen, 69 år, i sædvanlig cowboy-selvsikre stil trådte ind på scenen med sit nye Norlan-band.

Keys, bas, trommer og en af rigets bedste guitarister Rune Kjeldsen på elektrisk spade. Bundsolidt og koncentreret om at følge Olsens sangforedrag og søge det optimale lå bandet hele tiden skridsikkert bagved.

Olsens sangskat er jo godt funderet og tager udgangspunkt i hans nordjyske opvækst, barndom og ungdom og de formative år, og vi får kendinge som ”Mergelgraven”, ”Gajo” og ”Rimmerby Strand”

Det er ikke alle, eller rettere få, der kan få et proppet festivaltelt til at synge med på så sært et omkvæd som ”man kunne læsse en hest med 15 tons/eller bare blive ved med at slå/man kunne binde en gravko dengang jeg var en dreng/ den ville alligevel blive ved med at gå”

Olsen kan, og med numre som ”Lun luft over Danmark” og ”Vi lå jo i Herning” kørte og førte en af vores store danske sangskrivere os rundt i hans både magiske og jordnære univers.

Sikke en fredag – men Lovett er der aldrig nogen af os, som glemmer. Heller ikke Olsen, som backstage bad mig om virkelig at tage mig sammen, når jeg skulle skrive om Lyle Lovett.

Det har jeg så prøvet ...

Foto: Helle Andersen