Fra Tessa-rap til dybfølt americana

Tessa, Open Air

****

Take Me To The River All Stars, Telt 1

***

Matt Andersen, Telt 2

*****

Rikke Thomsen, Open Air

****

The Complete Recordings of Hezekiah Procter

****

S. G. Goodman, Telt 2

*****

Der gik lidt musikshopping i andendagen på årets Tønder Festival. Du ved, du har sat dine krydser og ved sådan set godt, hvad du vil gå efter. Men så skuffer noget, og du hopper videre og kan så lige pludselig få noget i øregangen, som du ikke havde regnet med.

Sådan har festivalens mangeårige faste publikum det måske også med Tessa, som brød igennem i 2019 og vil være kendt for hiphopnumre som ”Snakker for meget”, ”Okay” og ”Ben”.

Torsdag formiddag åbner Tessa årets skolekoncert på Open Air, og snor sig på scenen med sensuelle hoftevrid, mens hun synger sine kvindepolitiske befrielsesange. Lyden er tung og heavy som nyblandet beton, men også inciterende danseoplagt.

Keyboards og tunge trommer og to hvidklædte kvindelige musikere på bas og elguiter. Du kan ikke lige høre, hvad hun synger, men det er de små 4000+ teenagere på asfalten foran Open Air totalt lige glade med.

For de kender de fleste af sangene og synger med – især pigerne helt oppe foran.

Tessa er ikke så lidt af en rollemodel for mange unge. Måske især dem, der har svært ved at tro på sig selv, og hun holder sig ikke tilbage, når hun råder de unge til ikke at finde sig i hvad som helst.

Dumme mænd eller voksne, der vil belære dig om alting og ingenting ved. 

- I er så fucking søde. 1000 gange sødere end det spritstive publikum, jeg plejer at spille for.

Tessa taler gadens direkte sprog og har godt fat i sit publikum og sine tekster om ikke at finde sig i hverken kvindelige bicthes eller krænkende mænd.

Det kan være svært at sluge linjer som ”vil du med og se min pik”, men godt gennemsvedt og med vuggende hofter bliver budskabet skåret ud, så det er til at forstå.

I unge er gode nok, følg jeres drømme. Så lad vær og stå og glo på mig, jeg sagde, hvad jeg sagde. En fin og rå hiphopstund med Tessa.

Videre til Telt 1, hvor det amerikanske band, Take Me to The River All Stars efterhånden fik teltet godt fyldt. Profft band med hammond B3, bas, trommer, guitar, congas og timbales kom vi på rundtur i New Orleans.

Byen hvor jazz og blues og Mardi Grass blev født i en smeltedigel af inspiration fra alverdens musiktraditioner. Livligt veludført, tæt lyd også tilføjet kompetente blæserkor fra sax og trompet.

Der gik en anelse for meget publikumsaktivering i musikken. Så skulle vi klappe, så skulle vi synge med på tekster, vi knap kendte. I stedet for at lade musikken selv overbevise os om, at det her var megafedt – som de unge siger.

Men du kunne ikke klage over mangel på veludført showmanship. Og der var også noget for øjet, som når sanger Big Chief Bo Dallis Jr, betræder scenen i sit farverige kostume, der ligner et cirkustelt ramt af en brandstorm.

Også sangerinden Anjelika ”Jelly” Joseph gjorde det godt, livligt dansende og blues-syngende.

Nå videre, kort pitstop i telt 2, hvor rygtet gik at canadiske Matt Andersen skulle spille med med band.

Men nej – igen solo, hørte lige åbningsnummeret ”Come back”, hvor hans fantastiske stemme blev understøttet af guitarspil sammensat af lige dele guddommelig og djævelsk inspiration. Han er i særklasse!

Sangskriver Rikke Thomsen havde godt fat i hjemmepublikummet på den tætpakkede asfalt med sine sønderjyske rockbetroelser. Du ved – ”du er det bedste, der sker” Solidt og kompetent også i en helt ny hjemstavnssang ”Gespent”.

I jamteltet blev der budt på old time school musik med sousafon, violin, banjo og guitar. Guitaren spillet af bandets frontmand Li’l Andy, der som en anden vækkelsesprædikant med bakkenbarter tolker Biblens ord og formaner os og synger for på numre som ”I See Jesus Comin’ Down The Road”.

Andy læser Biblen en smule anderledes end gejstlige og kan fortælle, at de første kristne faktisk delte alt i fællesskab og derfor er ”Jesus a marxist”, og en dag vil de rige komme til at betale for deres undertrykkelse af arbejderklassen.

Det er vittigt og musikalsk gennemført – på en gang historie, teater og fodvippende hyggeligt. Selv om oplevelsen også blev delvis ødelagt af en ganske upassende højt larmende lydprøve fra Open Air scenen.

Pyh, så kan ørerne godt blive trætte. Men, men – så kom dagens store og uventede gave.

Den amerikanske sangskriver S. G. Goodman, 36 år, med sit band i telt 2. Solbrillebeskyttet i bedste Bob Dylan-stil og med en høj lys stemme.  På en gang honningsød og rustrød nuanceret.

Bandet bagved i et hypnotisk men også spændstigt rytmisk tempo. Afslappet og tilbagelænet, men aldrig dovent. Perfekt til Goodmans betroelser og personlige oplevelser, ofte bittersøde ulykkeshistorier, som du fornemmede var baseret på 1 til 1 realisme.

Hendes nyeste album hedder ”Playing by The Signs” og vi hørte numre som ”Heaven Song” og ”Space In Time” – med slutlinjen ”I’ll never leave this world, without saying- I love you.

Svævende, let gyngende. På en gang melankolsk country og america, brugt til skildring af egne oplevelser. Død og ulykke, men også kærlighed og rødglødende protest.

Og sikke en knastør humor, hun også bød på i sin beskrivelse af sin førsteguitarist tatoverede røvballe. Han får flere likes på nettet for sin Texas-tattoo, end hun gør, og det måtte vi gerne gøre noget ved.

Så hun kunne komme tilbage til det USA, som forhindrer folk i at komme ind af de mærkeligste grunde.

Goodman ville nemlig gerne kunne vende hjem til sin ensomme kat i Hickman, Kentucky.

Foto: Helle Andersen