Muntert og eftertænksomt

Teater - ”Meter i sekundet”

Sikke dog et stykke! På en gang muntert grinagtigt og samtidigt jordnært tænksomt.

Det teatralske ”take” på og bearbejdelse af Stine Pilgaards succesroman ”Meter i sekundet” virker lige så selvfølgeligt naturligt og ubesværet, som når Barcelonas Messi afdriblede fire- fem modstandere og placerede bolden øverst oppe i venstre målhjørne.

Vi – altså publikum – og det unge par, Hun (Sara Fanta Traore) og Rasmus (William Halken) er kommet til Vestjylland. På højskole. I Velling. Han skal undervise i skrivekunst, mens hun som hjemmeløbende skal tage sig af deres førstefødte.

Men ”vi vil i Velling”, som byens hjemmestrikkede udkantsslogan lyder, så den plisserede nederdelsklædte forstanderinde (Camilla Gjelstrup), får hurtigt og energisk meldt den alt for snakkende tilflyttede københavnerinde til kørekortsundervisning og ikke mindst nyt job som brevkasseredaktør på den lokale dagbladssprøjte.

Så er vi efter fællessang, nummer 145 i det uddelte program, i gang med at opleve og få skildret parrets og ikke mindst den kvindelige parts besvær og forundring over at være landet i det korte sætningers land. Om at falde til og blive accepteret.

Hvor det ikke gælder om at føre sig frem og for guds skyld ikke tale om sex eller andre personlige emner, men blot kortfattet udtrykke sympati og anerkendelse.

Scenen er sat med en ganske enkel scenografi, med det velspillende orkester med musiklærer (Jakob Lindbrik) bag klaveret med støtte fra kontrabas, mandolin og cittern bag sig.

De spiller nykomponeret baggrundsmusik, men sørger også for at vi nede i salen selv synger med for fuld hals, når det er tid for fællessang.

Kørekortsundervisning er et rent opvisningsstykke i komik og grinagtig overdrivelse. Med blinkende lygter og et løst rat placeret i hænderne må vores brevkasseredaktør kæmpe med gearskift og kobling, mens hun hele tiden bliver afbrudt af bekymrede breve.

Brevskasseskriverne bliver til virkelige mennesker, som deler deres sorger med os der på scenen. Som Hun så skal tage sig af.

Den søvnløse, flueknepperkonen, gymnasielæreren, den nybagte far og planlægningsheksen med flere får alle liv og gode råd,

Det er et ganske ordrigt stykke, der holder sig ganske tæt op af det oprindelige romanforlæg, og du må beundre Sara Fanta Traore for frisk, frejdig og smidigt at kunne slynge disse lange og alt andet end kortfattede sætninger ud.

Samtidig med at hun kæmper for at holde fast i kærligheden og sin Rasmus midt i parforholdets gentagelsesmønster.

Det hele er båret frem af godt og energisk ensemblespil, hvor holdet hele tiden hopper ud og ind af forskellige roller, mens Traore som bærende hovedkarakter står midt i det komiske hverdagsvanvid, som udspiller sig omkring hende.

Mens hun forsøger både at holde fast i sig selv og blive integreret i højskolefællesskabet.

Det er måske ikke passende at fremhæve enkeltpræstationer, men samspillet melem Traore og Marie Knudsen Fogh - eksempelvis i scenerne, hvor sidstnævnte giver den den fuld skrue som hotelejeren Kisser - har lige den der ekstra tand. De to livsstykker klæder hinanden på en scene

Men også Patrick Hansen som den fåmælte Anders Agger og Steffen Berenthz Erik i rollen som kørelærer Parkerings-Peter kan noget ganske særligt.

Det er godt teater, og her er masser af gode grin. Også forbi stykket ikke udleverer eller latterliggører sit persongalleri. Men lever med og forstår dem.

Der er ikke langt fra grin til alvor.  Det er som ubesværet at vende en hånd. Tempoet gik måske en smule ned i anden akt. Men gør nu som købmanden råder den københavnske tilflytterske:

- Lad være med at tænke for meget over tingene. Gå ind og se dette muntre, komiske og samtidigt eftertænksomme stykke og bliv glad i låget!

Aalborg Teater, Store Scene, premiere, 10. maj.

Foto: Morten Nygaard