Danmark i 1000 år?

FAGBOG

Anders Lundt Hansen: ”Knud den Store og slaget om Danmark 1026”

Danmark var engang noget særligt. Vikingerne regerede hele Nordeuropa, og i vores nabolande frygtede man de danske plyndringer og danskernes generelle militære overlegenhed. 

Det er godt nok en saga blot med denne dominans, for i nutidens selvforståelse er vi typisk en småstat. Vi fortæller om de gode gamle dage med en pinlig bevidsthed om tilbagegang og svunden storhed. ”Engang du herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag. Et lille land …”, sang H.C. Andersen i 1850.

For tusind år siden kunne det være gået helt anderledes, synes denne bog at sige. Vi kunne have været underlagt Norge i flere hundrede år. Danmark kunne være blevet kvalt i fødslen, hvis slaget ved Helgeå i Skåne var faldet anderledes ud.

Måske undrer læseren sig her over aldrig at have hørt om det slag før, og så er det en ringe trøst, at det samme for kort tid siden gjaldt anmelderen.

Ved slaget i 1026 i det østlige Skåne modstod den danske kong Knud den Store i et ret uafgjort udfald en koalition af utilfredse lokale skåninger (Ulf jarl og hans bror) og kongerne i Sverige (Anund Jacob) og Norge (Olav den Digre – senere den Hellige).

Knud var oldebarn af Gorm og blev den næstsidste i Jellingdynastiets korte blomstring. Det uafgjorte udfald fik dog som konsekvens, at de mest åbenmundede lokale kritikere af Knud døde, og at den norske konge mistede sin flåde og blandt andet derfor også mistede livet ved Stiklestad kort tid efter.

Måske burde vi dyrke Helgeå lige så uhæmmet, som nordmændene dyrker Stiklestad, men det er en anden historie.

Selve begivenheden omtales meget forskelligt i de få bevarede kilder, og hele denne fagbog er tre-fire lange omveje til at sætte konfrontationen ind i sin rette sammenhæng.

For det første er det en slags biografi over Knud. Baggrunden for hans store rolle er en sær blanding af heldige tilfælde, kloge planer og en stor goodwill hos visse vigtige spillere. Han var tit på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

For det andet er det en samtidsanalyse. Hvordan lå landene i 1026?

Bogen går grundigt og informativt til værks og inddrager materiel kultur i store mængder. Der forskes i både slægter, bynavne og megatrends. Vi hører om skibe, våben, kunst, hellige bøger og indviklede retsforhold. Hvor meget viden kan man ikke få ud af at undersøge vidnelister og deres hierarki i retsdokumenter?

Endelig er bogen også metodisk bevidst og skarp. Modsætninger i materialet får lov at stå, og Lundt er helt med på alle de indviklede kildeforhold.

Hvem skal man stole på? Hvilke interesser har de store forfattere Saxo og Snorre i grunden et par århundreder senere? Hvordan kan man undgå at overfortolke kildernes sparsomme oplysninger? Der sorteres indsigtsfuldt.

Hele anlægget af bogen er for så vidt kontrafaktisk historieskrivning, fordi store konsekvenser af en begivenhed forøger dens betydning. Helgeå-slaget kunne have ændret Danmark.

Det står meget klart, at den tid var en anden, for Danmark var slet ikke det, vi forstår ved ordet. Det var et land mere end et folk. Det var ikke kultur, blot sprog. Danmark var ikke ’nogens’, for der foregik en stadig magtkamp mellem den gryende centralmagt og de vigtige regionale stormænd.

Slægterne var virkelige magthavere, stater og bureaukrati fandtes endnu ikke. En konge skulle hele tiden skaffe råd og tilslutning til sine projekter, og han promoverede i vellykkede tilfælde ikke ret meget mere end sin egen anseelse.

Med denne bog får man en fin indføring i de forhold, der gjaldt for 1000 år siden, da den store Jellingslægt forsøgte at centralisere magten, men kun kom delvist igennem med det.

Men titlen på bogen skulle nok have været: ”1026. Knud den Store og slaget om det, der langt senere blev til kongeriget Danmark”.