Lavmælt og nærgående

Anne Skov Thomsen: ”Præstens"

To yngre præster flytter i 1990’erne til en tidligere stationsby i Nordjylland med deres datter og en mission. De vil gerne forny og begejstre, de vil engagere de lokale og ruske op i de traditionelle former.

Deres bestræbelser lykkes og mislykkes på forskellige måder, som den opmærksomme datter registrerer og gengiver med stor indføling. Hendes vågnende bevidsthed ser forældrenes personlige brudflader, hun kan mærke deres kampe, deres ressourcers grænser og gemytternes uoverensstemmelser.  

Imens har hun sine egne problemer.

Det er ikke nemt at være outsider i den overskuelige og underligt homogene lille by. Uanset hvor hun kommer, er der forforståelse.

At sætte en 7-årig i nye rammer er en ting; nu står hun pludselig med en enorm tydelig mærkat klæbet usynligt, men uafrysteligt fast hen over hele sin person.

Hun kan ikke slippe for at være sine forældres barn, og hun er uforstående over for, hvad der rammer hende. Det, byen ved på forhånd, det de forventer sig, den umiddelbarhed, hun aldrig får lov at føle, fordi hun slæber årtiers bagage med sig, som hun aldrig selv har pakket.

Da hun så samtidig er en indadvendt type, føles en hel del af de geskæftige meninger og halvsjove udfordringer fra omgivelserne som rene overgreb.

Gang på gang ved hun ikke, hvad der kommer, før hun er kørt ned.

I det ydre er det ikke voldsomt dramatisk, men den truede eksistens som fremmed fugl er overbevisende lagt frem, og det har ganske givet ikke været nemt.

Forventningerne til barnet indebærer dog også, at hun selvfølgelig klarer sig godt i skolen, læser og læser og er god til at formulere sig, og den profeti blev jo selvopfyldende.

Vi følger den lille familie igennem nogle formende år, hvor Sine, som hun hedder, bider sig fast i både stedet og sit eget liv. Forfatterens alter ego finder venskaber og sammenhænge at udfolde sig i på trods af sin anderledeshed, og hun vokser i yndest og forståelse.

Det er ikke coming-of-age, men pre-coming-of-age, og hvis læseren også lægger øret tæt til, mærker man indre puls og store følelser, selv om ydersiden er rimeligt stillestående og upåfaldende.

Og lige her må man rejse et principielt flag og se nærmere på romanens egen betegnelse for sig selv som ”autofiktiv”.

Navnene på forældrene og pigen er ændret, men det skildrede liv er umuligt at skille fra den levede virkelighed. Denne anmelder studerede på samme tid som ”Marie” og ”Hans Jørgen”, som Sines forældre betegnes.

Det har været anmelderen helt umuligt at læse den autofiktive roman, uden at alle situationerne smittede af på egne erindringer og vice versa.

Kogekoner og plejehjemsbestyrere iblandt bedsteforældrene, aktiviteter, grublerier, udbrændthed og problemer med work-life-balancen i en præstegård på landet.

Nye ideer mod konservative forventninger, folkekirkens institutionelle tyngde over for befolkningen religiøse ligegyldighed. Alt sammen udstyres uvilkårligt med ansigter fra rigtige levende personer, som denne anmelder har kendt og fortsat ville genkende, hvis han mødte dem.

Det er meget muligt, at de fleste andre læsere ville kunne se fuldstændig bort fra det autofiktive fripas til at gnaske løs af en hovedstol, som det ikke er anmelderens job at forsvare.

Men ikke desto mindre farvede det hele læsningen, og romanen forvandlede sig undervejs til en nærgående erindringsdagbog med litterær forstærkning.

Godt skrevet og med en nænsomt skildret barndom, der fortjener at høres – men med en forholdsvis utilsløret rovdrift på de forældre, der ikke (endnu) har skrevet deres erindringer.

Derfor kun tre stjerner. Sproget er bevidst og veldoseret, den tilgrundliggende barndom vedkommende, men en roman kan det ikke blive til for denne læser.

Foto: Astrid Dalum