Trivielt drama

Roman - Bent Haller: ”De uforskyldte”

Der mangler ikke noget i den her bog. Snarere er der alt for meget.

Bent Haller, 79 år, nordjysk forfatter, med rod og opvækst i Frederikshavn, vil være kendt og elsket for sit underspillede, ganske tørre og detaljeret realistiske sprog. Hvor alt det, som står der usynligt mellem linjerne, gør, at vi – dig læseren – digter med og bliver fanget af handlingen, persongalleriet og samfundsskildringen.

Denne her bog, nummer over 100 i forfatterskabet, kommer ikke til at høre til de uomgængelige.

Endnu en gang er det en familiehemmelighed og dens ødelæggende virkning på individet, som er omdrejningspunktet for den bærende historie i romanen.

Dan, på 15 år, har to forældre, den hjemmeløbende skolelærer Beate, og direktørfar Mikael. De skal skilles, da bogen åbner. Og det er svært for Dan at forstå. Mor Beate er ulykkelig. Far Mikael forsøger at holde masken.

Og så er der det skumle kælderrum i villaen, hvor selveste Gestapo havde residens under besættelsen. Aflåst og nøglen er væk, men om natten kommer der skrig dernede fra, og Beate lister sig vist også derned ind imellem.

Det bliver ikke en lykkelig skilsmisse. Far Mikael flytter sammen med sin Alma og får datteren Hannah. Hende når Dan såmænd at holde i sine egne arme, inden det går gevaldigt galt for ham, og han koldsindigt myrder sin indbildte og mors plageånd.

Så skal vi videre, og i anden del af romanen, møder vi så den adopterede præstedatter Hannah, der dropper psykologistudiet for selv at læse teologi. Og får fortalt, hvem hendes virkelig far er og kommer i kontakt med sin halvbroder Dan.

Med fatale følger.

Det er en roman, som svælger i manipulation, hjernevask, mord, torturkælder, sadomasochisme, svineslagtning, fortielser og fordrejninger af sandheden og meget andet kulørt og dramatisk.

Problemet er, at figurtegningen ikke rigtig bliver overbevisende. Mor Beate, en skolelærerinde, der bander som en maskinarbejder i hjemmet. For nu at tage et eksempel. De mange dramatiske begivenheder vokser lige som ikke indefra ud af sindet på romanens karakterer.

Derfor fremstår de ganske dramatiske begivenheder også mere som postulater end som troværdige.

På sæt vis er det som om, at ”De uforskyldte” i virkeligheden er to bøger. En om Dan og en om Hannah, som så er forsøgt at få til at hænge sammen i en utroværdig konstruktion. Ved at gøre de to til halvbror og halvsøster.

Endelig breder bogen sig med masser af sidehistorier, en gang imellem uforløste, som da Dan drikker afskedsøl med sin gamle skolekammerat Mogens. Han har problemer og ud af det blå kommer det så – ”Det er Marianne, min kæreste – hun er gravid. Føj for satan … tjener, hej tjener, to mere!”.

Og så ikke mere - slut med den samtale. Hvad dælen skal vi bruge sådan en historie til. Ligesom skildringen af præstedatter Hannahs lange tur i sommerhuset i Sverige med for meget vin og moralske skrupler og læsning af ”Løgneren” er ganske banalt ordfyld.

Den ene unødvendige sidehistorie efter den anden får lov til at brede sig. Afsløringer og overgreb og fortielser kommer lige så uventede som lynnedslag i tordenvejr, og efterlader læseren lige så rådvild som romanen selv.

Hvad skal vi lære og erkende, og hvad skal vi bruge bogen til?

Det lykkes ikke at binde de mange tråde sammen til en overbevisende, overraskende og befriende historie.

Selvfølgelig er det pinefuldt at finde ud af skjulte hemmeligheder om sine egne forældre, men mottoet ”less is more” ville virkelig have klædt denne bog.