Statistikforbandelse

FAGBOG 

Carsten Werge og Per Frimann: Verdens 100 bedste fodboldspillere 2026

Der var VM i fodbold i år. Selv i Danmark, som ikke deltog, var der mange nyheder om emnet.

Det kunne være nordmændenes ro-stunt og generelle begejstring, argentinernes upassende demonstration om Falklandsøerne, FIFA-præsident Gianni Infantinos forbrug af flyrejser eller på toppen af det hele:

Trumps indblanding i en ellers helt regulær karantæne til en amerikansk spiller.

VM sætter et uudsletteligt præg på ranglistebogen over dem alle. Hvem der er bedst til fodbold, er nemlig ikke kun et spørgsmål henne i skolegården blandt de 8-årige, det er åbenbart en bogserie, som nu er udkommet i 15 år.

Werge og Frimann er eksperter og blandt de bedste. Bogen samler op på cirka det seneste års præstationer og ender med 100 korte omtaler med grundlæggende fakta (alder, karriere, klub, landshold) og billede.

Det er naturligt, at verdensmestrene Spanien og de europæiske mestre for klubhold Paris Saint-Germain er rigt repræsenterede. De to forfattere har forsøgt at variere portrætterne, men slagnummeret er ikke så meget teksten, som selve udvalget og rangordningen.

Det at foretrække nogle frem for andre.

Samlet set er udvalget meget rimeligt. Det er dog en eklatant fejl, at portugiseren Nuno Mendes fra PSG ikke optræder. Man kan undre sig over, at der kun er en eneste tysker på listen, men det samme lave antal gælder både for Nederland, Ægypten og Danmark (Victor Froholdt!).

Teksterne er der ikke kræset for. Der er både slappe klicheer, indforståede henvisninger og automatformuleringer, men værst af alt er der et enormt dybt knæfald for tal.

Statistik på berøringer, målgivende afleveringer, meter med bold ved fod, tophastighed og hvad man ellers kan finde på i disse overdokumenterende tider. Mål pr. kamp, antal spillede kampe og minutter, størrelsen på transferbeløbet. Hvor mange tacklinger, dybe afleveringer eller vellykkede driblinger?

Derfor lidt læserservice i form af mere statistik:

7 målmænd, 22 forsvarere, 37 fra midtbanen og 34 angribere (heraf 4 med dobbeltkategorisering, både midtbane og angreb). 74 optræder i klubdragt på billederne, 26 i landsholdsdragt. 

54 er nye blandt de bedste 100, 46 er gengangere. 1 er fra Asien, 8 fra Afrika, 3 fra Nordamerika, 19 fra Sydamerika og dermed 69 fra Europa.

29 lande er med, i toppen 16 spaniere, 13 franskmænd, 10 englændere, 9 argentinere og 7 portugisere. 37 af de 100 spiller i Premier League, 22 i den spanske La Liga, 14 i den franske Ligue 1, 10 i Serie A (Italien) og 7 i Bundesligaen.

Kun 3 spiller uden for Europa, herunder både Messi og Ronaldo. Der er en spiller fra Tippeligaen i Norge, nemlig Patrick Berg fra Bodø Glimt.

Det ville have været spændende med flere vinkler og bedre dybde på portrætterne. Lidt mere genkendelig glæde ved selve spillet og dets fascination, men det ligger måske ikke i genren.

Der er kun få citater og slet ingen poetiske overraskelser, og der moraliseres ikke. Det er en bog for de indviede, den passer til main stream, når det gælder international fodbold.

Nørderne kan diskutere, om Haaland nu også er den rigtige at sætte øverst, eller om Bellingham ikke burde stå over Kvaratskelia. Og er det rimeligt, at Marokko leverer halvdelen af alle afrikanske spillere på listen?

Netop der står fodbolden som et slags ideologisk levn fra 90’ernes globalisering. Spillerne er fra hele verden, og klubholdene er langt mere blandede end de fleste landes befolkninger.

Mindst 10 spillere kunne have valgt at spille for et andet land (!), og ser man bredere på afstamning, har op mod halvdelen en slags minoritetsbaggrund. Fodbolden kan være en vej til integration, og det at talent betaler sig, gør hudfarve irrelevant.

Denne læser blev irriteret over, at alle 100 spillere forsynes med enten grøn pil op, gul pil til begge sider eller rød pil ned.

Ingen forklaring følger, men det er ikke en hentydning til sidste års rangliste, for både nye og gamle har den, så det er vel et udtryk for forfatternes syn på karrieren, og hvor den er på vej hen.

Sidetallene kan ikke ses hos de første ti på listen, der har fuldfarve på hele opslaget, og visse relationer mellem tidligere og nuværende placering er underli.

F.eks. går Haaland fra 12-pladsen til 1-pladsen, mens Pau Cubarsí går fra nr. 32 til nr. 40 i et år, hvor han blev verdensmester og udnævnt til VM-turneringens bedste unge spiller. Der er enkelte diskrepanser mellem oplysninger og tekst (f.eks. 61 Álex Baena og 41 Enzo Fernándes).

Alt i alt en udmærket julegave til familiens diskussionslystne og selvudnævnte ekspert.