Tag det roligt

Georgi Gospodinov: ”Gartneren og døden”

Det lyder som en fabel, ”Gartneren og døden”. Haven er jo et arketypisk sted, Edens have, hvor det hele starteded.

Og døden er havens modsætning, der hvor det hele ender, den uforklarlige udgang, vi ved kommer, men som ingen af os oplever. Og gartneren, hvad med ham?

Haven overlever ham, men haven er også hans fortsatte modstand mod endemålet, for en have er altid på vej. Gartnere planlægger og venter, ser frem, planter, luger, vander og høster til sidst.

Gospodinovs far dør i denne bog, sådan cirka midt i den. Så er plottet spoilet, og hvis man er ængsteligt anlagt, er det måske en god nok advarsel at få.

Gospodinov selv var allerede som barn så opvakt, at han kun lånte bøger på biblioteket, der var skrevet i 1. person, for så vidste han jo, at hovedpersonen ikke døde i løbet af læsningen.

Men i denne her bog vil hovedpersonen dø, selv om det egentlig er sønnen, der fører ordet i 1. person.

Det er derfor i virkeligheden nok ikke en roman, for alle de korte kapitler er meget realistiske, men det er en selvbiografisk skildring af forfatterens far og vores fortællers forhold til ham. Hvordan han var, hvordan han er i den sidste tid, og hvad det gør ved vores fortæller at opleve det.

Faderen flytter ind til sønnen i storbyen for at få konsultationer og behandlinger, Han bliver med tiden for svag til det hele, men det er svært at tale om. 

Forløbet er nøgternt skildret, men vi mere end aner dybderne i processen, usikkerheden, uviljen og mulighederne for at holde sig selv hen i uvidenhed.

Mens far er på vej væk, forsøger sønnen at nærme sig ham.

Hvad optog den 79-årige far med den veludviklede selvironi og de utrolige, grønne fingre? Hvad skete der egentlig i hans seneste 17 år fra den første til den anden cancer?

Hvorfor brugte han alle sine kræfter og al sin tid på at dyrke ting og sager og skrive små notater om det? Hvorfor blev det, som det blev?

Vi får tilbageblik, fakta og ydre historie, vaner og traditioner skildret. Alle de små ting, der gør en far ud af den ranglede og utilpassede gartner.

Hans tøj, hans favoritter, hans omsorg, hans flid og utilnærmelighed, måden han ryger en cigaret på. Faderens yndlingsudtryk ”Tag det roligt!” fandt anvendelse igen og igen, og særligt i haven gav det mening. Kalenderen fulgte havens rytme, planterne udviklede sig fra år til år.

Han blev med tiden et med sin have, og efter faderens død møder de ham stadig der. Så blomstrer den og den yndlingsrose, og man mindes duften og ham. Så er vejret godt til at plante bestemte ting om, eller nu kommer den og den trækfugl, og så sagde han altid...

De 91 korte kapitler minder om Joan Didions ”Et år med magisk tænkning”, der på samme måde skriver sig igennem tab, sorg og savn.

Det er fabelagtigt gjort, der er ikke en sætning, der står forkert. Sønnens have er skriften, og den bliver behandlet lige så omhyggeligt, passioneret og opslugt af vores forfatter, som faderen gjorde det med sin have.