Essays - Gorm Henrik Rasmussen: ”Originalernes By”
Forfatter og eksil-aalborgenser Gorm Henrik Rasmussen, født 1955, fik udgivet sin ”første” version af ”Originalernes By” i 2007.
Hvor han med kærligt gensynsblik skrev ømt, råt og realistisk om Aalborgs mange, nu afdøde originaler.
Sputnik, som kørte rundt i bybilledet sin Vespa kabinescooter med aviser, kondomer og andre livsnødvendige fornødenheder og samtidig drev ”Den bette kiosk” i Korsgade, hvor der blev solgt porno under disken før de kulørte blades fri- og lovgørelse.
Blomster-Henning, som købte billige blomster og fik deres lidt slatne stilke afstivet med fikst omrullet papir, og derefter drog rundt til værtshusene og fik det stærke køn til at købe en buket eller to til damen, de sad sammen med.
Plattenslageren Emil Jennerjahn og hans mor, opfinderen Professor Stærkstrøm, Reserve Jesus – alle er de portrætteret og endevendt med masser af anekdoter, som indimellem kan få dig til at tænke på Dan Turèlls ”Vangede Billeder”
Et broget Danmarksbillede fra dengang Aalborg var en stor, driftig industri- og arbejderby, og hvor gadebilledet myldrede med byens egne originaler.
Hvor det ikke blot var stormagasinet Salling, som sørgede for liv i centrum, men hvor der var et utal af mindre forretninger, avisredaktioner og mørke værtshuse og ikke som nu et oplevelsesfattigt og friseret byrum.
I forhold til førsteudgaven har dette sjette oplag et veloplagt forord skrevet af Lars Movin, hvor vi møder den unge 18-årige digter Gorm i 1973.
På rundtur til de aalborgensiske værtshuse, hvor han sælger sin debut, digtsamlingen ”Luften feder os”, forlaget Jorinde & Joringel, formedelst 8 kr. Det samme som en kold bajer kostede, hvis du dengang vovede dig ind på en beværtning.
Her fik Rasmussen første gangs oplevet indblik i byens befolkning af ”beautiful losers”, randeksistenser, der mere levede om natten end i dagslysets alt for skånselsløse virkelighed.
Forfatteren fik her lagt et par gode grundsten til at blive engageret historiefortæller og samtidig adgang til et stof, en verden, og nogle mennesker, som kunne forløse lysten til at fortælle løs.
Så nyd bogen og nyd den især, hvis du selv er fra Aalborg og har mødt eller hørt om bogens persongalleri.
Men bogen kan sagtens nydes af andre uden lokalhistorisk ballast. Veloplagte, velfortalte portrætter og anekdoter om og med byens originale originaler.
Essays
- Gorm Henrik Rasmussen:
- ”Originalernes By”
- 268 sider, illustreret, 250 kr., paperback, Det Poetiske Bureaus Forlag.
Forfatter Gorm Henrik Rasmussen, eks-aalborgenser, har nu 6. oplag af "Originalernes By" i boghandlen.