Skip to main content
Børnebog

Stille dreng, stille bog

Børnebog - Hanne Panduro: ”Så var vi venner”

En lille, velfortalt historie om Ebbe, der hver morgen står alene der i mørket og venter på skolebussen. Langt ude på bøh-landet.

Ebbe er lidt trist. Føler sig ensom. Bussen stopper nemlig ikke ved Ådalen, som den plejer. Her plejede Fjor, Ebbes ven at stå på. Vel at mærke hans eneste ven.BOG Så var vi venner final forside.jpg

Ebbe er genert. Og stille. Han er ikke den der rækker fingeren op i klassen. Hans hamster er også lige død. Fjor er flyttet langt væk og svarer sjældent på de sms’er han sender.

Men så sker der noget. Der kommer en ny i klassen, og hun – for en pige er det – begynder at stå på ved Ådalen.

Det er en fin lille bog. Om ensomhed, om at føle sig udenfor. Om ikke rigtig at kunne finde ud af at sætte ord på det. Altså at have det sådan.

Samtidig er bogen illustreret med ganske enkle, men også tilstrækkeligt detaljerede tegninger. Sådan lidt i oliekridtstil. De hjælper med til at drive historien frem. Lige som skolebussen fungerer som en tilbagevendende motor. På sin vej gennem siderne

For det er her, mens Ebbe sidder alene, langsomt tør op og får modet til at sige noget. Måske ”hej” eller ”godmorgen”. Eller – ”jeg hedder Ebbe”.

Sproget er enkelt. Mange helsætninger. Ganske korte. Ingen unødvendige. Det giver plads til, at den unge læser selv kan digte med.BOG Så var vi venner final forside HannePanduro.jpg

I dag sidder de alleryngste jo desværre alt for ofte med næsen begravet i mobiltelefon eller spil, hvor der er knald på action og tempo. Ikke altid alderssvarende underholdning.

Mens techgiganterne gnækkende hele vejen hen til banken igen og igen slipper af med at stjæle børnenes egen fantasi og tid

Lixtallet er ikke højt, så de 8 – 12 årige læsere kan vel godt selv læse den.

Det er værd at give historien om venskab og modet til at finde en ny ven - en chance. Fordybe sig i en bog, der giver sig tid og har rum til at folde en ensom dreng ud.

For inden i Ebbe sker der masser af ting. Han siger bare ikke så meget om det.

Portrætfoto: Gesamtwerk

Børnebog

  • Hanne Panduro:
  • ”Så var vi venner”
  • 80 sider, 249,95 kr., Carlsen
  • Illustrator: Anders Frang