Sociologi til tiden

FAGBOG - Hartmut Rosa: ”Situation og konstellation”.

Hartmut Rosa er tidens hotteste sociolog, en rockstjerne, der næsten kan gå på vandet. Denne sommer var Deres anmelder så heldig at høre ham forelæse på Aalborg Universitet, fordi nogle dristige studenter havde opfordret ham. 

Forsamlingen tog bagefter selfies og fik signeret sine eksemplarer af den bog, der var emnet for forelæsningen og nu for denne anmeldelse.

I de seneste 10-15 år er Rosa slået endeligt igennem. Især hans analyser af det accelererende samfund og behovet for resonans har med rette fundet store læserskarer. Han er blevet set som endnu en frodig knopskydning på Frankfurterskolens kritiske teori, en arvtager og fornyer af Habermas.

I den seneste bog tager han for sig at skildre en tendens i samtiden. Det er noget farligt noget, for samtiden er en svær størrelse.

Samtiden er en ål uden håndtag, den glider ud af hænderne på dem, der vil holde den fast. Rosa kastet sig dog ufortrødent over en form for anekdotisk sociologi med en perlerække af eksempler på tendensen.

Forestil dig en endagstur til et skiresort. Kort til liften er købt på forhånd på nettet, men vel ankommet kan Rosa ikke komme ind, fordi datoen er forkert.

Kan han så ændre datoen og bytte et køb direkte med et andet? Nej, for når købet er online, er det billigere end ved indgangen. Han skal altså betale mere, selv om logikken egentlig er imod.

Damen vil gerne hjælpe, men reglerne sætter sig i vejen, og det ender med dobbelt køb af billet og vrøvl med refusionen.

Sådan ser han systemerne overtage hverdagen, han ser med egne ord situationer blive til konstellationer. Med situationer mener han erfaringer, møder, handlinger, virkelighed, som er sanselig og nærværende.

Med konstellationer mener han upersonlige systemer. Det kan være regler for arbejdstid, firmapolitikker, algoritmiske formidlede udsnit af verden, der trænger sig på og rykker individet ud af situationen.

Pludselig er man ikke længere til stede, men er blevet en brik i et spil, en telefonkø, et målskema for hjemmehjælperen eller et nøgletal i et regnskab. Eller altså et eksempel på fejlkøb i resortet, som ikke kan rettes af en medarbejder med konduite.

Deraf det anekdotiske præg, for det er en udbredt tendens, og man er nødt til at beskrive den erfaringstæt.

Rosa viser med både egne og andres erfaringer, at den enkelte brik i puslespillet har mistet ’agens’, som han kalder det. Der er ikke ret meget, der er op til den enkelte.

Sundhedsarbejderen, politibetjenten eller den butiksansatte kan ikke gøre ret meget selv og må ikke tage ansvar og beslutninger. Ingen konduite, ingen undtagelser, intet spillerum.

Når man gør sådan i både private og offentlige systemer, er det naturligvis for at sikre sig. Man skal yde alle samme service, der skal være politikker og retningslinjer, som man kan regne med.

Hvis man overlader for meget til den enkelte, risikerer man forskelsbehandling, favorisering eller decideret korruption. Det er et legitimt krav på retfærdighed, forudsigelighed og ligebehandling, der driver udviklingen. Alligevel er resultatet tydeligt utilfredsstillende.

Det er meget fortjenstfuldt af Rosa at arbejde med så vedkommende sociologi. Under læsningen sker det gentagne gange, at man nikker og samtykker. Man har oplevet noget lignende selv, og det føles velgørende at genkende irritationsmomenter og krav på sund fornuft.

Men der er dog en hage ved den meget sympatiske bog.

Alt for mange kapitler handler om at sætte videnskabelig troværdighed bag analysen og læse al mulig litteratur ind i behandlingen. Vi når så langt ud som til en helt generel sammenligning af analytisk filosofi over for den kontinentale.

Det ligner en lang salgstale, for at andre skal forstå og bruge netop begreberne situation og konstellation, som Rosa introducerer i sociologien.

På den måde virker selve det videnskabelige niveau og alle fodnoterne som konstellation, og de situationer, tankerne udgik fra, forsvinder op i abstrakte landskaber, som kun tyske bøger kan det.

Men så glemmer man desværre den almindelige, sunde fornuft, som både Aristoteles og Rosa selv peger på.

I det bedste af kapitlerne gengiver Rosa da også eksempler på, at hvis store halvoffentlige aktører giver medarbejderne mere snor, bliver de og brugerne ikke bare gladere, men bundlinjen får det også bedre. Det kan betale sig at lade hjemmehjælpere og andre bestemme mere over deres arbejdsopgaver og tidsforbrug.

Så her ligger løsningen jo lige for: Spillerummet skal gives tilbage til frontlinjemedarbejderne, der skal flere situationer ind i konstellationerne.

De nye begreber er gode at analysere med, men ikke frugtbare, sat op som modsætninger. Det er afbalanceringen og kombinationen, der giver mening. Det må jo så blive det næste, han skriver om.