Baglæns i Transylvanien

Iris Wolff: "Lysninger"

Irene Wolff, født 1977 i Transylvanien, men nu bosat i Freiburg im Breisgau, debuterede i 2012 med romanen ”Halber Stein” og har efterfølgende sendt flere romaner på markedet.

Før hun nu – belæsset med litterære anerkendelser, melder sin ankomst hos danske læsere med romanen ”Lysninger”.

Handlingen er strikket finurligt sammen om Lev og Kato, der begge vokser op i en sølle, rumænsk landsby i skyggen af præsident Ceaușescu.

Han sad ved magten fra 1965 til 1989 og levede et liv i luksus, medens Rumænien udviklede sig til et af de fattigste og mest tilbagestående lande i Europa. 

Iris Wolffs geniale greb er at fortælle historien baglæns. Det hele starter måske lidt fluffy, hvor Kato ernærer sig som gadekunstner forskellige steder i Europa, mens Lev ser til fra kulissen. 

Bid for bid folder historien sig nu ud, og man holder åndedrættet tilbage, når Wolff behændigt skræller det ene lag af efter det andet.

En besættende og lyrisk kærlighedhistorie svæver over vandene, samtidig med at det slår gnister i Levs sammenbragte familie, der har tråde tilbage til Østrig, Ungarn, Tyskland og Rumænien. 

Sproget er så lysende klart og delikat, at man labber det hele i sig, også når Lev er indkaldt til trøstesløs militærtjeneste eller knokler, så blodet springer ved brutalt skovarbejde.

Og drengens kurophold med bedstefaderen er forrygende morsomt – selv om det ender dybt tragisk.

 Man får også en glimrende fornemmelse af den banale, rumænske dagligdag, hvor alle prøver at overleve under små kår og med en brutal sikkerhedstjeneste, Securitate, der hele tiden ånder én i nakken. Og hvor man alligevel tager sig tid til fest, vildskab og morskab.

Iris Wolff forlod selv med familien Transylvanien, da hun var otte år gammel og flyttede til Tyskland, men hun har under arbejdet med bogen benyttet sig glubsk af samtaler og livserindringer knyttet til det centrale Rumænien.

”Lysninger” er mesterligt komponeret og fremført. Det er en af de relativt sjældne bøger, hvor man godt kunne have brugt et par kapitler mere.

Og hvor der skal et helt spand heste til for at trække én bort fra læsningen, når man først er viklet ind i det transylvanske væv, som Iris Wolff har spundet.

Mere Iris Wolff, tak.