Skip to main content
Roman

En mand, et land, en historie

Roman - Jan Kjærstad: ”Valgdage”

Mød Einar Olsen. Som dreng og nørd, som voksen borger og vælger, som ulykkeligt forelsket, succesrig og trofast, fej og forvirret. Vores hovedperson er også ham, der fortæller historien, og han har sjovt nok samme fødselsår som vores forfatter Kjærstad.

Men Einar er helt anderledes eller hvad? Han er fra arbejderklassen og udstyret med en varm mor, en principfast far og en fantastisk storebror. I børnenes jungle finder Einar venner og forbindelser, der hjælper ham videre. Han forelsker sig i en tilflyttet halv svensk pige, han ikke kan få, og gennem held og dygtighed bliver han en af landets rigeste investorer. Valgdage.jpg

Romanen slynger sig ind og ud af de seneste 60 års norske historie, frit, frejdigt og fabulerende. Den hedder valgdage, fordi fire gymnasievenner mødes til valgaftener helt fra 70’erne og frem til 2017.

De fire er næsten arketyper: Ud over den rige, men tilbageholdende Einar er det kunstneren Boris med de kommunistiske forældre, advokaten Toralv med de uindfriede litterære drømme og endelig Sixten, den dygtige, der mod alles forventning bliver præst.

Et valg pr. årti fører os gennem myldrebilledet af disse kernetroppers trakasserier. Forhold, der lykkes og mislykkes, børn eller ej, karrierer på hold eller afveje, uenigheder og god gammel norsk gastronomi.

Vi får ikke den strikte kronologiske vej, men fortælleren er jo også en egensindig og indadvendt type, der har forsøgt efter bedste evne at skjule sig selv og sin succes. Han har trukket i tråde som en usynlig hånd, nogle gange forglemt sig selv i handling, og andre gange ligget underdrejet og undladt.

Hele den moderne norske historie sammenfattes i denne Einar Z. Olsen, hans venner og valgene. Fra små kår til luksus, fra meningsfulde fællesskaber til konkurrencekapitalisme og fossilt overskud.

Norge går fra fromt fiskeri til uansvarlige undladelsessynder. Den rige nation med verdens største fond af oliepenge gør som Einar: Lever skjult og godt og lader de andre om at fejle.Valgdage Jan Kjærstad.jpg

Kjærstad lader ham tale, som Kjærstad selv har talt i sine andre bøger, særligt i Wergelandtrilogien fra 90’erne. Det drejer sig om en slags symbolik.

Pengene er et tema fra den første lykkemønt i den lille Einars hånd, som ovenikøbet kommer fra den store Einar, nemlig Gerhardsen, Arbeiderpartiets daværende leder, ved et marked i 1959. Lykkemønt og møntserier med norske dyr trækker tråde rundt i fortællingen.

Symboler som dem får deres eget liv i Kjærstads meget suggestive prosa. Vi får billeder tilbudt på næsten hver eneste side, der både passer til situationen og personerne og samtidig åbner for nye forståelser.

Situationer, mennesker og ydre forhold skrues sammen i velvalgte billeder, og det både virker og virker troværdigt. Enormt godt romanhåndværk.

Der er ledetråde fra det enkelte kapitel til det næste, tabene spejler sig i forskellige planer, konflikterne ligeså. Der er erindringsdyk og sanseforbindelser, splittelse mellem den romantiserede, fattige overlevelse og den selvtilfredse fremskridtstro. Der er natur- og kunstoplevelser, politiske debatter og personlige skænderier.

Det er simpelthen en rig tekst.

Kvinderne i Einars liv bliver ikke altid lukket helt ind, men den meget fraværende datter finder vej til hans hjerte. Tabet af storebroren Ravn opfattes både som definerende og frigørende.

Einar er heldig og mener selv, han har talent for at være lykkelig, men inderst i lykken ligger der et tab. Som billede på det skjulte, rige og forvirrede Norge stikker Kjærstad ham helt frem i synet på sine landsmænd på godt og ondt. Se, hvem I er!

Romanen er således en ambitiøs og fuldtonet fuga. Einar startede med Mozart, men slutter med Bach.

Kan nogen dansker gøre Kjærstad kunsten efter og give os en fiktiv karakter, der både er danskeren og samtidig en vellykket metafor for hele folket? Det gjorde Johs. V. med Mikkel Thøgersen og Henrik Pontoppidan med Lykke-Per, men siden Panduro har ingen rigtig ramt det.

Men nordmændene, de har Kjærstad.

Foto: Mette Solberg

Roman

  • Jan Kjærstad:
  •  "Valgdage"
  • 496 sider, 299,95 kr., Gyldendal.

. Foto: Mette Solberg