Hovedstolen

Roman - Jens Smærup Sørensen: “Mor. En fortælling”

Det er ikke nogen nem opgave at gøre sin egen, faktiske mor til genstand, hovedperson og emne for en hel roman.

Måske kan man kun gøre det som rigtig gammel og klog vismand. Smærup Sørensen fylder snart 80.

Men et af de mange paradokser er, at forfatteren jo samtidig har sig selv på brættet og er nødt til at slange sig rundt i sin egen fortid og sine egne vinkler, både de åbenlyse og skjulte.

Nu kalder han det så ikke en roman, men en fortælling. Dermed skyder han en slags yderligere filter ind i afdrypningen af essensen. Kategorien ’fortælling’ giver en aura af lokalhistorie til det hele.

Sådan var det, må man forstå, men det var jo hele vejen igennem flertydigt, og et centralperspektiv er udelukket, når fortællerstemmen selv i så lang tid var uløseligt forbundet med hovedpersonens liv. Vi ser sammen med det underlige tredje barn tilbage på mor med det tredje barns øjne og tilkæmpede forestillingsevne.

Denne forestillingsevne var allerede tidligt omfattende. En del af Smærups utilpassede barn- og ungdom kan tilskrives fantasiens forbandede nådegave, effektivt introduceret allerede i kapitel 3.

Nu finder han igen på historier, og skal man skride ind? Forældrene er som i stort set alle andre spørgsmål ikke på fuldstændig bølgelængde.

For Smærups barndom på den solide gård i Staun var ikke harmonisk. Idyl kan optræde, særlig en fabelagtig skildring af en søndagsmiddag imponerer.

Og de to stærke voksne kunne mødes i overenskomster om at se ordentlig ud, selv om det koster, eller om at dele søndagen mellem kirkegang og forberedelse af middagen. Hver sit univers, ser det ud til.

Faderen hedder ’Han’ og er traditionel, hårdtarbejdende og principfast, men samtidig med sans for både skyld, selvmedlidenhed og tæsk.

Og moderen, hvad er så Hun? Hun er verdensvendt, men alene. Stor i længsel og dybde, men også i stand til at mislykkes og til at tilpasse sig. Hun prædiker et affindelses-budskab, som det hedder.

For hun har selv måttet affinde sig så mange gange og på ret mange felter. Fattigere kår fra starten, barndomshjemmet brændte, første plads var hos en snobbet byfamilie, hendes livs kærlighed kunne hun ikke få, og så blev det husholderske hos den solide stivnakke.

Modbilledet danner hun selv af de muligheder, der er.

Det er fællesskabet på det højskoleophold, hun får som plaster på såret, da hendes standsbevidste madmor har standset sønnens hovedkuldse forelskelse i den fattige, attraktive pige.

Det er syklubben, møderne med gode mænd, om så blot det ugentlige besøg af fiskehandleren eller den årlige slagtning. Det er naturoplevelsen og dansen, nyt tøj og de dejlige børn, mosters fantastiske hjem og højskoleforstanderens alvorlige begejstring.

Sådan klarer hun sig, og Jens prøver at forstå. Samtidig er han dog også på vej væk, for bondesøn var nok den sidste mulighed, han ville have valgt, hvis nogen havde spurgt.

Han affinder sig ikke, men er i mange år alene i sin utilpassede rolle, før han endelig finder den vej ud af miljøet, der bringer ham frem til os som forfatter, men som også skaber afstand til mor og hendes livgivende anderledeshed.

Det er en gribende fortælling, hverken roman, erindring eller lokalhistorie, men netop fortælling.

Kan man skrive efter dette, eller er tilnærmelsen til en forståelse af sin egen mor ikke forfatterskabets slutning?

Man kan frygte, at Smærup har forgrebet sig på hovedstolen, men når man jævnfører med den selvbiografiske “Jens” og de mange slet skjulte faderopgør andre steder i forfatterskabet, kan intet udelukkes. Han skrev jo også videre, efter at de bøger var lavet.

Et par ord om sproget og fortællingens struktur:

Jens’ vej ud af sit ophavs klaustrofobiske blindgyder gik over en selvvalgt stumhed og et pludseligt skifte fra dialekt til rigsdansk. Den tosprogede fortid gør fortællerstemmen godt.

Det er en sine steder stærkt indlevet, dækket direkte tale, der oplyser os sandere og mere præcist om forældrenes standpunkter, humør og verdensbilleder, end al mulig påståelig registrerende diskurs kunne have gjort.

Man skal læse så langsomt, at særlig fars og mors halvkvædede nuancer bliver tydelige, for ellers får man ikke fylden med.

Strukturelt er fortællingen fordelt på 10 kapitler med hver to til seks underinddelinger.

Småstykkerne knyttes løst og suggestivt sammen af et &-tegn og holdes sammen af primært tematik og sekundært af en meget fleksibel kronologi.

Hele mors liv er emne for nedslag, fra starten af 1920’erne til efter årtusindskiftet, en åben mosaik med plads til fortolkning. Selv udefrakommende informanter inddrages, når yngstesønnen skal nærme sig mors liv før Staun.

Det hele er glimrende gjort og aldrig før set. Der er ristet en rune, respektfuldt & rystende.