Kammerspil for fire personer

Roman -  Jon Fosse: ”Vaim”

Hurra! Den norske forfatter Jon Fosse, f. 1959, er atter på banen med en ny roman, den første efter at han i 2023, fuldt fortjent, modtog Nobelprisen i litteratur.

Han blev den fjerde i rækken af nordmænd, der har snuppet trofæet. Tidligere – og vi skal mere end 100 år tilbage i historien – var det Bjørnstjerne Bjørnsson, Knut Hamsun og Sigrid Undset, der blev hyldet. 

Fosse var i tusindvis af ører, da der var Nordisk Skumringstime 10. november, og indledningen til romanen Andvake, hvor Asle og den højgravide Alida vandrer desperate omkring for at finde et ledigt rum, blev læst højt på samme tid i biblioteker overalt i Norden. 

Med det afsæt er udgivelsen af Vaim herligt præcis og spot on, som det hedder. Romanen har den fiktive lokalitet Vaim som centrum, men den ligger ikke langt fra den større, og ligeledes selvopfundne by Bjørgvin, der også optræder i andre af Fosses tekster.

Således kan man føle sig godt hjemme og veltilpas i en tekst, der er vaskeægte Fosse og alligevel med en overrumplende kådhed, der fortryller. 

Det nærmer sig det groteske, når Geir fra Vaim sejler til ”storbyen” for at købe en stoppenål og en rulle sytråd, men det er for intet at regne i forhold til implikationer, som sejladsen får.

Persongalleriet er overskueligt med tre sært passive mænd stillet overfor en forrygende kvindeskikkelse, der bruger dem som brikker i et spil. Kun én står tilbage, og der er passende mængder af suspense, da man rammer den sidste side. 

Punktum bruger Fosse ikke, det vil sige, de er der, men bare ikke markeret, og det er i øvrigt fuldstændig ligegyldigt, for der er absolut ingen problemer med sammenhængen i denne prosa, der både er vildt specifik og universel på samme tid.

Det er atter den norske maler Lars Hertervig (1830-1902), der har leveret det spøgelsesagtige omslag, som rammer teksten præcist. 

Og det allerbedste er forlagets meddelelse om, at dette er første bind i en trilogi om Vaim. Man kan dårligt vente.