En gæst, en sømand, en købmand og en værtinde

Roman -  Jon Fosse: “Vaim Hotel”

Så udkom den med længsel ventede fortsættelse af beretningen om de sære begivenheder i Vaim, Bjørgvin og Brynje. 

Der er spegede tråde tilbage til etteren, men ellers skærer nobelpristageren Jon Fosse, f. 1959, ind til benet i et kammerspil med fire personer, hvor handlingen, bortset fra det sidste kapitel, udspilles på ganske få kvadratmeter.

En hotelgæst tjekker ind på Vaim Hotel, og groteske, stumfilmsagtige scener udspiller sig i hans møde med den diabolske værtinde Brita.

Købmanden med det smørrede smil har også en rolle i det nederdrægtige spil, som langsomt demonterer hotelgæsten og gør ham til en hjælpeløst sprællende marionet for hotelmutter.

Meget, meget tørstig er den sømand, der har sin faste plads i hotellets Café Vaim, og som i øvrigt er kommet i besiddelse af snekken ”Eline”, der også spillede en vis rolle i trilogiens første bind.

Han kommenterer begivenhederne diplomatisk, mens han rasper pilsnere i sig. 

Mænd forsvinder undertiden i havet på lidt uforklarlig vis, og den slags skal vi heller ikke spares for i ”Vaim Hotel”.

Foss styrer det hele benhårdt og disciplineret med ordvekslinger, der hårfint balancerer på det absurde overdrev og som rummer en komik, man totalt overgiver sig til.

Værtindens forstilte undren over ting, der burde være helt åbenlyse og den eftersnakkende købmand, som man vist i virkeligheden burde tage sig lidt i agt for, skaber et terræn af kviksand, som hotelgæsten uhjælpeligt glider til bunds i.

Det er atter den store, norske landskabsmaler Lars Hertervig (1830-1902), der leverer den spøgelsesagtige omslagsillustration. Også her er der valgt med præcision.

I sidste kapitel tager hotelværtinden selv ordet og fortæller om sin sære udflugt til byen Brynje. Vel tilbage i sikkerhed i Vaim Hotel bider historien sig så i halen, da Brita atter udleverer nøglen til værelse nr. 407.

Nu venter vi blot på, at Jon Fosse får sat det sidste punktum i tredje del. Det kan umuligt gå galt, og det er allerede gået mageløst godt. 

Portrætfoto: Agnete Brun