Skip to main content
Kontorstriber

Velkommen i hamsterhjulet

Kontorstriber - Per Helge Sørensen og Sarah Lund Morrison: ”Kontoret : satirestriber om vores absurde arbejdsliv”*

Gad vide hvad der sker, hvis man parrer – i al ærbarhed, naturligvis, en civilingeniør med stabil karriere i det offentlige, som for en halv snes år siden pludselig fik forrygende succes med sit satiriske stand-up-show ”Djøf med løg(n)” med illustrator og meget mere Sarah Lund Morrison? 

Man får en stak striber om det til himlen skrigende absurde liv, der udfolder sig på danske kontorer, det være sig i det offentlige eller private.Kontoret 4.jpeg

Overfladisk betragtet ser striberne ordinære og ensartede ud, præcis som man måske på afstand betragter hele den verden, hvor folk sidder trofaste bag computerskærme.

Og kun for en kort stund begiver sig til kaffemaskinen, som måske virker, og hvor man kan være heldig at få sig en sludder med et andet levende menneske. 

Nærlæser man teksterne, folder der sig et ganske anderledes billede ud, hvor de mangfoldige absurditeter når skyhøjde.

Himmelråbende urimeligheder serveres af en uduelig mellemleder, der er totalt blæst for realitetssans, men til gengæld styret af en ledelse, som om muligt er endnu fjernere fra virkelighedens verden. 

”Og så har vi fået resultatet af omstruktureringen. Det ser faktisk ikke så voldsomt ud”, bedyrer mellemlederen med den største underdrivelse i mands minde.

Hvorefter medarbejderne blæser på de retslige konsekvenser og er klar til at ekspedere ham over i en anden verden. Kontoret b.jpeg

Persongalleriet er til at overskue. Vi har denne mellemleder, som er rimeligt blank i kuplen, men gudskelov aldrig i tvivl om egne fortræffeligheder, og så er der to, eller nogle gange tre, medarbejdere, der på skift eller samlet træder ind i striberne.

Djævlens advokat er kvinden i den gule trøje, som leverer nogle af de giftigste talebobler, og som også er hende, der til sidst tager bladet fra munden og giver mellemlederen tørt på med iskold sarkasme - eller knalder hovedet i bordet i afmagt.

Herlig underholdning, men desværre vist også et præcist signalement af forholdene i mangt et offentligt eller privat kontor.

Nu er jeg bare anmelder, men hvis jeg tilfældigvis havde et dagblad, satte jeg straks striberne på bagsiden – for et stort publikum fortjener de.

Info

  • Per Helge Sørensen og Sarah Lund Morrison:
  • ”Kontoret : satirestriber om vores absurde arbejdsliv”.
  • 143 sider, 189.95 kr., BoD: Books on Demand.

. Per Helge Sørensen

. Sarah Lund Morrison