Benspænd med gevær

Metafiktion - Laura Lindstedt & Sinikka Vuola:

”101 ægtemanddrab. Et metodisk mordmysterium”.

For denne anmelder er der nærmest ikke noget værre end true crime.

Hvordan går det til, at ellers helt tilforladelige og gemytlige medborgere underholder sig med, hvordan vi mennesker er hinandens værste fjender og gør unævnelige ting ved hinanden før, under og efter bestialske mord?

Det går ud over både fatteevne og følelseskapacitet, at ondskabens element fortsætter med at fascinere.

Den venlige udlægning er selvfølgelig, at vi har fantomsmerter i vores aggressive natur, som i vore dage jo holdes i stram snor af kulturens civilisatoriske fremskridt.

Kriminaliteten falder, folk bliver blødere, og hensyn skal vi jo alle tage. Men vi har vel også alle sammen en rem af den hud, der ønsker retfærdighed, gengældelse, øje for øje eller tørre tæsk og ren afstraffelse til enhver skurk her, der og allevegne.

De to forfattere til det enestående værk, der her anmeldes, har sat sig for at undersøge og udlægge en tragisk hændelse på 101 forskellige måder.

Det drejer sig om en finsk kvinde, Anja, der i 1981 skød sin norske ægtemand, fordi han gennem flere år havde været voldelig mod hende. Verden er fuld af vold, men her er for en gangs skyld et drab på en voldsmand, hvor helten er den forslåede, undertrykte og mishandlede kvinde.

Hvordan fortæller man så den historie? Forfatterne har valgt ’tema med variationer’. Efter den indledende true crime-agtige beretning følger 101 vanvittige, opfindsomme, nørdede, kvalme, henrivende og til det yderste kreative versioner af tragedien.

Det er meget svært at formidle den læseoplevelse, fordi den samme historie genspilles i så overvældende mange, varierede stilarter, genrer og sproglige registre.

Vi får det samme mord både som folkevise, som obduktionserklæring, lokalhistorie eller dødsannonce.

Vi møder mansplaining, romantisk plagiat, google-digt eller ansøgning om aktindsigt. Drøm, drikkevise, børnesang eller emoji-samling. Dertil kommer systematiske skriveforsøg med forskellige regler som f. eks., hvilke vokaler man må bruge, udskiftning af ord efter placering i ordbøger eller teksten skåret op i sætninger, der blandes tilfældigt. Mange af disse regler stammer fra en eksperimenterende fransk forfattergruppe forkortet ’Oulipo’.

For at give et indtryk af værket følger her et par af de allerkorteste variationer. De giver ikke et retvisende billede, men kan nok fungere som smagsprøver. Som one-liner hedder det f.eks.:

En finne, en svensker og en nordmand konkurrerede om, hvem af dem Anja først ville nedlægge med et knald.

Eller som limerick:

En sømand, der hærged’ i Østfold

Med druk og med hor og med parvold

     Forguded’ sin stang

     Men med et højt bang

Gjord’ konen hans fægtestok iskold.

 Effekten af alle disse variationer stritter i mange retninger.

Først og fremmest er man som læser imponeret over iderigdommen og den målrettede udførelse af alle ideerne.

Men på en mærkelig måde bliver den underliggende drabshistorie uddybet og formidlet, så man næsten oplever den selv. Alle fortællegrebene kredser jo om den samme mordsag, og de vidt forskellige vinkler sætter den konkrete hævn i hvert sit forunderlige lys.

Det er en helt utrolig præstation at have fordansket dette værk, og det er umuligt i en anmeldelse at rumme den akkumulerede effekt af alle de gentagne kunstneriske mønstre og valg. En imponerende poetik på et forbavsende grundlag og meta-litteratur af højeste karat.