Fagbog - Line Hjorth Christensen: Knud V. Engelhardt : designer med hjerte
90 % af den danske befolkning ville nok reagere lidt vævende, hvis man spurgte dem om deres kendskab til en arkitekt ved navn Knud V. Engelhardt (1882-1931). Grafikeren Erik Ellegaard Frederiksen udgav i 1965 en lille bog om Engelhardt, men ellers var arkitekten for længst sunket ned i glemslen.
Det bliver der nu i den grad rådet bod på, hvor lektor i designhistorie, Line Hjorth Christensen f. 1966, på Strandbergs Forlag har udgivet et monumentalt værk om designeren, arkitekten og bogtrykkeren, der i sit relativt korte liv satte helt nye standarder for hverdagsdesign og byinventar.
Hjorth Christensen har i årevis fordybet sig i Engelhardts arkiv, som befinder sig på Design Museum i Bredgade, og lægger suverænt hele livsværket frem fra dags dato.
Blanketter over kilometersten til alle danske landeveje, hvilket han var besat af, vejskiltene til Gentofte kommune og plakatsøjlerne sammesteds, som fotografen Krass Clement har lavet en billedsuite af specielt til bogen.
Det er svimlende, hvad den flittige designer har bedrevet. 10 københavnske sporvogne blev designet ned til mindste detalje, og til de københavnske gadeskilte tegnede han naturligvis også den hammer med skaft af asketræ, som skulle benyttes ved opsætningen.
Et stort kapitel handler om den eneste bygning, Engelhardt realiserede. Højen, eller Gl. Skagen, blev i starten af forrige århundrede så småt invaderet af velsituerede borgere fra andre steder i landet.
Tæppet var blevet trukket væk under fødderne på stedets fiskere, da en havn blev bygget i Skagen ved Kattegat. Derfor blev mange fiskerhuse sat til salg og overtaget primært til brug om sommeren. 
Engelhardt opholdt sig i lange sommerperioder i Højen, hvor han logerede i Tante Lises Pensionat. Den karseklippede designer spillede ocarina og kastede sig med fryd i havet.
I 1916 bestilte skibsmægler Christian Thomsen et sommerhus hos Engelhardt. Det skulle ligge på en høj klit lige midt i fiskerlejet.
Engelhardt tegnede huset med inspiration fra de enkle, øst-vest-vendte fiskerhuse, men gav det hele et mageløst tvist.
Fra den diagonalt stillede skorsten til den høje, sorttjærede sokkel samt alt interiør helt ned til den mindste nøgle. Og sådan fremstår huset stadig, næsten uændret fra 1918, og i øvrigt totalfredet i 1986.
Bogen om Knud V. Engelhardt er intet mindre end en bedrift. En klogt disponeret fremstilling, der sidestilles med et omfattende illustrationsmateriale, hvor der også dykkes dybt ned i Engelhardt skitesesamling.
Engelhardts signatur var et lille hjerte, som blev anbragt diskret og strategisk overalt, hvor han kunne finde plads til det. Denne bog fortjener rigtig mange hjerter.
Ole Akhøj har fotograferet huset i Højen
Fagbog
- Line Hjorth Christensen:
- Knud V. Engelhardt : designer med hjerte
- 408 sider, overdådigt illustreret, 399,95 kr., Strandbergs Forlag.
- Udkom 17. september 2026
Knud V. Engelhardt.