Skip to main content
Digte

”Bag linjen”

Digte - Mads Mygind: ”Fodbolddigte”

Digteren Mads Mygind undersøger humoristisk, legende lyrisk og iblandt sorgfuldt, hvad det vil sige at følge en elsket fodboldklub fra barn til voksen. 

Samlingen hedder Fodbolddigte, og den er netop det: en digtsamling, hvor fodbold måske nok er det altdominerende prisme, hvorigennem det lyriske jeg betragter verden og selve selvet.

Alligevel rummer den netop meget mere end dette. Sporten og fankulturen bliver en slags syns- og forståelsesmåde i en vanskelig omverden med en alkoholiseret far, der forsvinder og siden hen dør af druk.

Derfor bliver sorgen en underliggende tone gennem hele værket, men dette hele tiden holdt op i et spænd mod en karakteristisk humor og selvironisk, venlig sprogligt klar facon.Fodboldigte.jpg

Fodbolddigte forløber i tre overordnede spor, som også indbyrdes sammenkobles undervejs i digtsamlingen.

Det første  fremviser et drømmespor, hvor jeget oplever de mest absurde, fantastiske og sjove drømme om fodboldkoryfæer fra især 1990erne.

Som her hvor jeget en nat pludselig er den argentinske legende Gabriel Batistuta, der vandrer rundt i Firenzes gader.

 ”Går jeg rundt i Firenze i en lilla fodboldtrøje med lange ærmer? / Kigger alle på mig? / Hvorfor gør de det? / Nogen nikker. / Høfligt. / Ærbødigt. / Nogen smiler. / Ham dér fotograferer mig. / Beder børnene virkelig om autografer lige nu? / Hvad er det, der foregår? / Hvem tror de, jeg er? / Gabriel Batistuta? / Skulle jeg være Batigol? / Lige nu? / Hvor er det vildt!”

Karakteristisk for dette spor er synsvinkelskiftene, identitetsrelativismen, humoren og den glædeligt overraskede og forundrede tone i sproget.

Et kendetegn ved disse digtlinjer om drømme er desuden at være en anden eller at indgå i noget særligt med koryfæer fra sportens fortid (Kim Aabech!) eller at deltage i spil med sære regler som f.eks. sekskantet fodbold, hvor man blot forsvarer mod målscoringer.          

Et andet og meget vægtigt spor er barndomsdigtene, der fremskriver jegets vanskelige relation til faderen, der gennemgående kun pletvist kan nås via fodboldklubben AGF.

”Næste år” bliver en karakteristisk vending mellem far og søn, ja, i hele lille-storbyen Aarhus, hvor man ikke er blevet mestre siden 1986 og ikke har vundet noget af betydning siden 1996.

Indtil sommeren 2026.

Den sommer bliver på en måde en initiering for digterjeget, der med tabet af sin far og det nyvundne guld (netop uden ham) må forholde sig til at næste år nu er lige nu!Fodboldigte a.jpg

Alt imens selve forholdet til faderen hidindtil altid har været et ”næste år… måske”. AGF som klub og identitet for jeget sammensys således smukt og tungt med fadertabet.

 ”I mine drømme er AGF / ikke blevet mestre. / Og min far er i live.”, som det meget konkret lyrisk udtrykkes i et af digtene. Erindringsdigtene står derfor stærkt i Myginds samling, fordi de er ærlige, sørgmodige og stilistisk alligevel meget nøgternt cool og tidstypiske som digtet s. 95.

”Jeg stoppede med at spille fodbold en tirsdag aften efter træning”: ”

[…] træneren havde bekendtgjort, at vi fremover skulle bade sammen. / Jeg tog ellers hjem og badede efter træning og kamp. / Men nu var vi lilleputter / og på U13 badede man sammen / det skulle styrke holdfølelsen, sagde træneren. […]

Min krop opførte sig mærkeligt / det var som om den var uden for mig. / et territorie jeg ikke havde adgang til. / Mine fødder var gigantiske / de passede ikke til min højde / der voksede hår i skridtet, under armene / jeg svedte, det lugtede / og jeg kunne ikke sprøjte nok Axe Non Stop Fresh på / til at skjule det.”   

Det tredje spor, den tredje linje at køre på som læser i Fodbolddigte, finder man i de dialoger, jeget har med sin unavngivne, kvindelige psykolog.

De er dybt humoristiske, og der følger mere og mere absurde afsløringer undervejs fra begge parters side.

Psykologsession-digtene er opstillet med en anden sats end resten af teksterne og danner et episk forløb mellem drømme- og erindringsdigtene.

Forløbet omhandler den angstneurose, jeget befinder sig i forstærket af AGF’s mirakuløse mesterskabssæson og -sommer.

De to samtalende arbejder næsten dobbeltterapeutisk i en art post-triumfalt samtalefelt ramt af triumf-tomhed og eksistentiel undren over skuffelsens pludselige fravær, men også dens lurende genopståen.

I sidstnævnte forbindelse kobles faderforholdet selvklart og logisk på samtalerne, men mest i en indirekte facon. Psykologsamtalerne munder ud i en næsten slap-stickagtig radioudsendelsesdialog, hvis deltagere læseren selv skal have lov at opleve og erfare.                  

Som samlet læseoplevelse tilbyder Fodbolddigte et kig ind bag en digters opvækst med fodbold og klubben AGF som helt afgørende identifikationsmarkør og -søjle.

En drikfældig og tabt far er faktisk den for drengen oprindeligt introducerende til stadion, ritualet, hvorved man fristes til at føle, at jeget stadig har ham hos sig via selve AGF som oplevet fænomen.

Mygind turnerer prosadigtene i en veltænkt komposition, der centrerer værket om den nyligt oplevede og gennemlevede mesterskabsmassepsykose og masseglæde i Aarhus by.

Alt imens identitet, far-søn-forhold, digter-selvforståelsen hele tiden ligger bag digtlinjen. Som digtet s. 9 er betitlet, ”Alting er permanent indtil det hører op”, som omhandler AGF’s nyvundne succes.

Men samlet vises det alligevel, at man kan miste en nær og på trods af dette lever noget videre i permanens. En klub, en by, et barn, man får, et digt, hvis linjer man ridser ned i en notesbog på et stadion.

På side 158 bringes den tabte fars spøgelse tilbage ved stadionsøen i Aarhus og siger: ”Husk nu, alt det vi ikke lykkes med i år / det lykkes vi med næste år.”

Mads Mygind er lykkedes med noget smukt bag linjerne, allerede halvvejs inde i indeværende fodboldsæson.

Foto: Jeppe Michael Jensen

Digte

  • Mads Mygind:
  • ”Fodbolddigte”
  • 163 sider, 249,95 kr. ,Straarup og Co.
  • Udkom 20. november.