Læreren

Mads Olrik: “Jeg er kommet for at ryste jer”

Skolen er i krise. Lærerne flygter. Eleverne er uvorne, forældrene er klogere end fagpersonerne og bygningerne er slidt ned. 

Mediebilledet af folkeskolen er i hvert fald ikke rosenrødt, og enhver kan finde nyhedsindslag fra de seneste årtier, som kan bruges til at opbygge billedet af forfald og krise.

Flere vælger private skoletilbud, søgetallene til læreruddannelsen falder, man hører om vold mod lærere, skolenedlæggelser, funktionelle analfabeter og en ret permanent restgruppe af uuddannede, selv om man arbejder med inklusion, læsetræning, fordybelsestid, to-lærer-forsøg og skole-hjem-samarbejde.

I den situation har Mads Olrik fra netmediet Zetland gjort sig selv til en enmandshær. Hans seneste bog er en rapport fra virkeligheden, hvor han har været fluen på væggen i udskolingen et sted i København Nordvest.

Gennem en sæson har han fulgt et par lærere og særligt en 8. klasse, der har kæmpet med det hele. Eleverne er i ombygningsalderen, og det kan svare for nogle af fiaskoerne og paradoksalt nok også for nogle af succeserne.

Hjemmene er ikke alle lige støttende, og så er der dynamikken i klassen. De larmer, de zoner ud, og de presser hinanden til at være sjove i stedet for at tage chancen for at vokse og blive klogere.

Hele frontrapporten fra virkeligheden er troværdigt skildret og fyldt af indlevelse, både i eleverne og lærerne og begge parters forskellige oplevelser og forskellige roller.

Olrik var selv som ung lærervikar, og hele hans familie har noget med skole at gøre. Måske derfor er der nok engagement og tålmodighed til stede i forsøget. Vi kommer tæt på, og vi ser, hvordan en lærer arbejder.

Hele denne vellykkede journalistiske præstation krydsklippes med skolehistorie.

Helt fra oldtidens store skoleskildrer Quintilian hentes der citater og øjebliksbilleder af, hvordan skolen i hele dens levetid har været marginaliseret.

Samtidig med, at den har arbejdet med de højeste mål om læring, dygtiggørelse og medborgerskab.

Der er en kæmpe spænding i skolehistorien, og det viser det historiske rids med al ønskelig tydelighed. Lærerrollen har altid været både foragtet og beundret.

Stærkest står den indledende skildring af en af de mere ydmyge renæssancehumanister, Vittorino da Feltre, der dog fik varig betydning gennem sine eksperimenter med at etablere skolen som en slags anden-verden.

Man forbereder sig bedst til den virkelige verden gennem den beskyttede. Man lærer sine elever frihed ved at tvinge dem. De lærer at gå ved at blive støttet.

Dette læringsparadoks har Olrik fuldt greb om.

Og det løfter hans skildring højt op over mange af de ting, der desværre sker, selv i den pædagogiske forskning.

Undervisningen er og skal være en kunst, intet mindre; at kvantificere den i læringsmål, bundlinje eller resultatløn er både fremmed og ødelæggende for processen.

Det er virkelige mennesker, der eksperimenteres med, og en lærer tager det andet menneske, eleven, alvorligt.

Hele bogen vil genrejse respekten for læreren. Målet er at udvide klasseværelset, så det ikke invaderes af alt for mange udefrakommende hensyn.

Politisk set har vi villet styre alt for småligt, hvad der skal ske, forskerne har blandet sig, der skal testes hele tiden, pengene følger ikke de rigtige aktiviteter osv osv.

Olrik vil gerne give den sande, ambitiøse, paradoksale læreraktivitet luft under vingerne og plads til at udfolde sig. Lad læringsrummet være, stop emsigheden og dyrk den have, miraklerne kan ske i.

En overmåde sympatisk bog, der samtidig slet ikke er ligeglad. Lige dele kampskrift og kærlighedserklæring. Respektér mysteriet og lad lærerne være lærere.