Grusets apoteose

Maja Lucas: ”Tennisdigte”

Sport og litteratur har hver sit sted. Meget forskellige måder at udfolde sig på, der sjældent træffer sammen. Man tænker på Enquist eller Skou-Hansen eller til nød på en digter som Jørgen Leth, der også var voldsomt interesseret i cykling.

Men nu er der godt nyt fra sportsfronten. Maja Lucas leverer 60 digte med tennis som omdrejningspunkt. Det slår en ved læsningen, at tennis åbenbart er en adgang til hele verden.

For digter-jeget fungerer den sluttede og begrænsede bane som en dybt meningsfuld andenverden, der strukturerer menneskelig drift, samvær og væren. Med en ketsjer i hånden er hun uovervindelig.

Fra den lille firkantede bane af tromlet og fejet grus går tankerne nemlig i alle retninger. Her mødes meget forskellige gemytter, og den stramme koreografi i træning og kamp fører jeg-et nye steder hen.

Ned i egen krop med stor tilfredshed til følge. Ud i naturen med en genfundet opmærksomhed, ind i venskaber og andre relationer med en illusionsløs accept. Ud i klubben med dens traditionelle urimeligheder over for kvindekønnet. Og ikke mindst i nærkontakt med selve livsdriften, trangen til at udfolde sig, konkurrere, hade og elske.

Alt dette på en lille grusplet, der agerer frirum med indbygget opladning for vores digter. Det er på tennisbanen, hun kommer ud af sin skal og finder tilbage til legen, dyret i sig selv og de store følelser.

Hun oplever verden som ny, modstandere og træningsmakkere står knivskarpt i spillet, der kæmpes til sidste blodsdråbe.

Et gennemgående træk i digtene er sorgen. Sorgen over mistede venner og tabt kærlighed, sorgen over tilværelsens ulidelige meningsløshed, sorgen over at leve, hvis man ikke spiller.

Der er et tydeligt ubehag ved kulturen, hamsterhjulet og det politiske og til gengæld en uimodståelig glæde ved at have fundet en oase i absurditeten.

Gennem denne lille magiske oase når digterjeget og naturen hinanden igen, kropsudfoldelsen er helende, og der slipper lys, vand og vind ud fra ellers låste positioner.

Vejen til denne frigørelse går over sansningen. Sansningen af de andre, af materialernes og redskabernes fysiske muligheder og begrænsninger og af kroppens ditto.

”Bolden er en sol, der slynges imod dig”, kampen er ”så naturlig som blæst og sorg, og en afdød tennismakker var ”enkel som en sommer der er forbi”. ”At blive menneske er at indse, at man også er et røvhul.” Livet mærkes i den rituelle udfoldelse på gruset.

På den måde udgør digtene en verdslig trosbekendelse, der endog rummer paradoksale højder. For digterjeget er opdagelsen af grusbanen og tennisspillet en sen åbenbaring af en mening, hun ikke var klar til før.

Tennis er en afgørende trædesten i selverkendelsesprocessen, her er ingen terapi nødvendig, ketjser, bold, smash og sejr rækker.

Det er godt gjort, sprogligt sikkert og alvorligt på den fede måde.

Foto: Les Kaner

Ps: Apoteose betyder forherligelse og ophøjelse.