Med fremtiden bag sig

Mich Vraa: "Ithaka"

Grækenland er et helle. En slags ladestander, hvor man kan hente energi til næste tur i hamsterhjulet. For en del mennesker er en årlig tur til Middelhavet en ren og skær nødvendighed. 

Mich Vraa hører uden tvivl til den gruppe.

Hans seneste roman er godt nok en menneskehistorie, men det er, som om hovedpersonen er Grækenland, slet og ret. Det er vandet, aftnerne, maden, naturen i det hele taget.

Og i bogen er det tydeligt nok også Grækenland, der fylder erindringen, og erindringen er vigtig for vores menneskehovedperson.

Jeg-fortælleren er romanforfatteren Alex Harper, der samler stumperne op efter sit forliste ægteskab. I fortiden ligger en problematisk opvækst med en fraværende far, en enkelt storsælgende succes, der både oversættes og filmatiseres, og så det afgørende forhold til den elskede, der slutter abrupt.

Han savner hende hele tiden, og hans forhold til deres fælles datter lider under det samme farfravær, som han selv led under før.

Hvad skal man kalde sådan en romantype. Det er det modsatte af en coming-of-age. En coming-to-age, måske. Ikke en udviklingsroman med hele livet foran sig, men en besindelsesroman, når det begynder at stramme i den anden ende af livet.

Vi følger vores forfatter på den græske hjemmebane i det ydre, men på indersiden er han igen og igen på udebane. Han bor for sig selv og bliver adopteret af en kat (den på forsiden), og så møder han en kvinde.

Det gør han, fordi han er rejst til øen Ithaka for at møde sin gamle far, der har meldt sig tilbage i hans liv med et ønske om gensyn og endeligt farvel.

Men han kan hverken håndtere mødet med faderen eller det evindelige tankemylder, der igen og igen kredser forgæves rundt om den tabte kærlighed, svigt, skyld og afmagt.

Denne indre monolog er romanens berettigelse, dens egentlige hjerte.

Undervejs møder vi dog også forskellige bipersoner, der tegnes godt: Den ukendte kvinde, der ved mere, end man skulle tro, faderens hemmelighedsfulde kone nummer to, en overraskende bedemand.

Ham får vi særlig brug for, fordi der i hele Grækenland kun er et eneste krematorium.

Det er ikke stedet her at afsløre, hvordan alle de brudte forhold reagerer på Harpers genbesøg. Men temaer som længsel efter det tabte og nye begyndelser ligger jo helt fremme i titlen.

Ithaka er Odysseus’ ø, som han i Homers monumentale værk først finder igen efter 20 års eksil i krig og eventyr.

Harpers romansucces handlede også om den græske mytologi, han hele livet har beskæftiget sig med. Hovedværket undersøgte hele Odysseens verden ud fra den forladte kone Penelope, og nu er han selv tilbage, hvor det hele startede:

Hvor faderen bor, hvor han hele tiden mindes om sin elskede, fordi deres første rejse gik dertil, hvor ydre ro og indre turbulens kan lande i samme takt, og hvor han måske kan finde noget at skrive om.

Romanen ser ikke ud til at kunne holde denne spænding ud. Til sidst lader Vraa nogle voldsomme begivenheder ramle ned over både land og mand, og det bliver helt apokalyptisk. Lidt for dramatisk, faktisk.

Men forløbet op til finalen er meget læseværdigt; vi følger og forstår Harpers trængsler og mærker hans udvejsløshed. Det er et indtrængende og troværdigt portræt af både land og mand.