Skip to main content
Digte/skrift

Lyrisk erkendelse

Digte/skrift - Morten Blok: ”Figenerne i min søvn”

Sært drømmende og samtidig skarp og præcis i sine registreringer og iagttagelser, der skærer både i ord og sjæl.

Denne signatur kan ikke gøre sig til af at være en stor kender af den nyere danske lyrik, men den for mig indtil i dag ukendte Morten Blok har vundet en ny fan med sin glasklare, lysende og poetiske skrift.

Ellers er jeg mest til  Peter Poulsens jordnære og humoristiske hverdagsdigtning, svenske Tranströmer dybe, kortfattede haikudigte og så er der jo også finske Edith Södergran.Morten Blok Figenerne.png

”Figenerne i min søvn” kan sine steder minde om portugisiske Fernando Pessoas digtsamling ”At være virkelig” i sin nærmest zen-agtige afklarede skildring af naturen.

På samme måde skildrer Morten Blok, udgivelsens skrivende jeg, virkeligheden og omgivelserne omkring sig i et klart og umiddelbart forståeligt sprog. Så for så lige til sidst at dreje de sidste to – tre linjer, så du lige som falder ned i  et overraskende erkendelseshul.

522 sider er der, og de er formet som små korte lyriske afsnit, enkelt gange som en lille novelle, men hele tiden med fokus på, hvad det sansede, gør ved følelserne.

Den nedslidte pensionatværelse, appelsintræerne i Lissabon, det krøllede lagen efterladt efter nattens elskov.

Det er er lyrik, der rammer som en præcis nål i ens nervesystem. Smukt og ubarmhjertigt. Rammer en genkendelsens genklang. Noget du har anet, men ikke registreret og erkendt.

Og nu pludselig frydefuldt får sat i ord,

Mens vi med det skrivende jeg bevæger os rundt i Europa. I Lissabon. På skriverefugiet, klosteret San Cataldo ved Amalfikysten, i Ukraine og hjemme på Falster, hvor Blok har sit atelier og skriverum.

Det er sensuelt: Det er nydelsesrig læsning i sin undersøgelse af jeg’et i interaktion med omverdenen. Det fysiske, naturen og arkitekturen, væggen, huset, badeværelsets ubønhørlige tilkalkning, der varsler din egen død.

Det er et lyrisk nærvær, hvor sanseapparatet hele tiden præcist går i dialog med følelserne.

Og på denne måde blander det sansede og den præcise detaljerede iagttagelse med erindringer og tanker i et befriende sus, der får det til at svimle af fryd i læserens sind.

Det er stor lyrisk kunst.

Bog

  • Morten Blok: ”Figenerne i min søvn”
  • 512 sider, 199 kr., forlaget røde sø.
  • Kan købes hos alle boghandlere.

. Forfatteren Morten Blok.