Kasper og kærligheden

Roman - Per Petterson: ”Du er hjemme nu”

Norske Per Pettersons nyeste roman – efter en pause på 7 år, bl.a. præget af skriveblokering – er meget præcis, nøgtern og samtidig skånselsløs ærlig. Og rammer derfor også den enkelte læser smertefuldt i solar plexus, hjerne og sjæl.

Det er en kærlighedshistorie, som veksler mellem nu og dengang, mens det skrivende og reflekterende ”jeg” tænker tilbage og undersøger, hvad det skete dengang.

Da han levede et lykkeligt, men også slidsomt,nøjsomt og travlt liv med sin Inger og deres to børn, Tomas og Trine. Kasper, 34 år, hedder han, og en dag siger han det, som han har det. Han er forelsket i en fælles ven.

- Så synes jeg, at du skal sige det til hende, siger Inger.

Det gør han så, og nu følger vi så kærlighedshistorien, der naturligvis – selv om Kasper tror og forestiller sig, at han sagtens kan elske to kvinder samtidig – ender i fortvivlelse, gråd og skyldfølelse.

Han tager det og har det som en selvfølge, at han altid skal være sammen – for evigt med sin elskede Inger.

Men romanens sigte er også større end kærlighedshistorien. ”Jeg-et” og den gode ven Einar har nemlig tit talt om, hvordan de kunne gøre den uret, de havde begået, især mod kvinder, god igen.

Derfor breder historien sig også ud og giver samtidsbilledet om dengang i sen 70-erne, hvor de politiske bevidste tog afstand fra Abba, men alligevel kunne skråle med på popteksterne og elskede at danse til dem, når de holdt fælles fester.

Samtidig former bogen sig også som en undersøgelse af egne svagheder. Opvækst, ungdom og forholdet til egne forældre og søskende. Det sagte og det usagte og det fortiede, der former et menneske.

Petterson skriver her, som han gør, når han skriver bedst.

Intenst, letflydende, nærmest kilderislende klart.

Enkelt og hverdagsagtigt forståeligt, og så alligevel med underliggende "usynlige" betydningslag. 

Dem, som får læseren til selv at associere og digte med.

Samtidig er han konstant undrende og kommenterende, mens undersøgelsen står på. 

Også med plads til de karakteristiske, underspillede humoristiske indskud. 

Hvordan og hvorfor Kasper ender i et kærlighedsforhold til sin kones veninde udgør den bærende tråd i romanen.

Men her er også plads til beskrivelse af venskab, død, og hvad er det egentlig at være et godt menneske?

Det er en letlæst roman, men samtidig dyb og bevægende. Historien med de mange sidespring får dig hurtigt til at vende siderne, men du må også gribe dig selv i – igen og igen - at genlæse. For at få indsigt, afklaring og ikke mindst - at få det hele med.

Romanen rummer også træk fra Pettersons egen livshistorie, men ikke som forstyrrende og uvedkommende autofiktion, men brugt underfundigt og med til at give bogen sin personligt henvendte tone.

Det er en bog, som også skal nydes i genlæsningens frydefulde rus. Og det kan den sagtens holde til. En ny Petterson-klassiker er født.