Rejsen over alle rejser

Stephen Fry: ”Odysséen”

Der var engang en britisk komiker. Med en akademisk baggrund og opgaver som alt muligt, komiker, TV-vært, skuespiller, forfatter og meget andet. Velformuleret, velorienteret, elegant og med den umiskendelige britiske fernis af antydet nedladende kynisme, som fuldender billedet.

Stephen Fry har som moden mand fundet en lille guldgrube. Han formidler den græske og også lidt den romerske mytologi i moderne versioner til moderne mennesker. Kan det nu betale sig? Ja, hans bøger bliver oversat til alle mulige sprog, og herhjemme har vi også mødt hele perlerækken.

Mythos fra 2018 om alle guderne, kosmogoni og kosmologi og hele udtrækket af amourøse, incestuøse og andre intrikate relationer i den virkelig fantasifulde ende, som grækerne er hovedleverandører til.

Helte fra 2020 giver os de store bedrifter, Herakles, Perseus, Theseus og så videre. Succesen fortsatte med Troja (2021) om den arketypiske krig med Akhilleus og Hektor, Helena, Paris, Menelaos, Agamemnon og alle de andre, og nu er sidste bind så på gaden med fortsættelsen Odysséen.

Det er helten Odysseus’ ti år lange hjemtur efter den ti år lange krig. 

Denne anmelder har ikke før nu været i nærkontakt med gendigtningerne. Formodentlig har de første bind været mere selvstændige gennemgange af stoffet, fordi der jo ikke findes nogen grundbog i de dele.

Den græske mytologi er polyfon; der er så mange forskellige kilder til historierne, og de bliver brugt i al mulig forskellig litteratur, i filosofi, i kunsten og som grundlag for religion.

Men Fry’s Odysséen er en relativ slavisk genfortælling af Homers værk, så tæt på forlægget, at man hele tiden ved, hvor man er henne. Kompositionen er sammensat.

Guderne beslutter sig for at lade Odysseus komme hjem til den trofast ventende hustru Penelope. Hun er i mellemtiden blevet bestormet af talrige snyltegæster, der kræver, at hun vælger en ny ægtemand. Hendes 20-årige søn Telemachos leder efter far og bliver undervejs voksen.

Odysseus selv møder vi først i den femte af de 24 sange, hvor han slippes fri af sit 7-årige ophold hos nymfen Kalypso.

De første års eventyr får vi fortalt i flash-back, før anden halvdel af værket tager fat på hjemkomsten, hævnmotivets fuldførelse og den længe ventede forening af helt og hustru.

Det hele med guddommelige træk i forskellige tråde og en aldrig svigtende, alvidende digterstemme. Et underholdende og dog genkendeligt univers med en plaget hovedrolleindehaver.

Odysseus er en moderne helt, der kan klare sig, han finder på og manøvrerer, han er selvberoende og sammensat, men samtidig både sårbar, tvivlsom og udsat.

I forhold til originalen er der tab og gevinst.

Det nye er f.eks., at Fry lægger ekstra dialog ind, ofte så man ser en tv-sketch for sig, og så er der fodnoter, hvor han lægger et humoristisk metalag oveni. Sjove kommentarer om mærkelige navne eller betegnelser, hentydninger til senere bøger og film, tøhøer og fjollerier i al almindelighed.

Men for denne læser, der kender og holder af originalen, er tabet større.

Ikke nogen rytme, ingen gentagelser, ingen distinkt homerisk stemme. Det poetiske går fløjten sammen med alvoren og den uforlignelige gennemslagskraft i Homers version.

Det er sikkert et smagsspørgsmål, der som alt andet kan diskuteres, men genfortællinger har det jo naturligt nok med at være forkortelser, tilskæring og tilpasning.

Som formidling af den gamle verden virker det muligvis på andre læsere, og Fry er jo dygtig. Hans myteprojekt har det klare humanistiske mål at følge mennesket frem til friheden.

Ikke længere underlagt gudernes luner skal vi selv håndhæve retfærdigheden og styre os selv. Fry har som Odysseus nået projektets ende, ser det ud til, og det kan indimellem mærkes.

Oversættelsen af Allan Hilton Andersen er dygtig og samvittighedsfuld, selv om der må have været udfordringer. Men der er en irriterende smutter.

Det indrammende digt ”Ithaka”, der gengives både på originalt nygræsk og fordansket, sikkert fra den engelske version, tilskrives C.P. Cavafy. Ja, det kalder englænderne ham, men på græsk hed han Konstantin Kavafis.

Så anmelderen ender på fire stjerner til det sympatiske forsøg, som andre forhåbentlig bliver gladere for.