Tanja Cordero: ”Fædrelandet eller døden”
En lille lidenskabelig og tæt komprimeret roman.
Uden kapiteloverskrifter følger vi forfatter-jegets undersøgelse af sin mor, mormor og sig selv sådan i 90-erne tæt på Århus. Men nej - her er ikke tale om helt almindelig køkkenbordsrealisme.
For mormor, der var så smuk, at hun aldrig fik lov til at gå i skole, er fra Cuba. Men hun blev gift og flyttede til Danmark. Mormor er både elskelig og frygtelig, danske kvinder er uskønne, platfodede lebber og kartoffelsække.
Mormor har aldrig sluppet sit tag i det cubanske hjemland med dets traditioner, spøgelsesuddrivelse og musik, der kan få røven til at køre som på kuglelejer.
Det har præget mors opvækst, men så sandelig også bogens pige-jeg. Den historie får vi så i en række nærmest novelleagtige afsnit, mens hun vokser op, stærkt utilpas og med tonsvis af problemer med at falde til i det danske.
Og ikke mindst finde sig selv i disse modstridende, stærke kvinders holdninger til, hvordan man skal blive en rigtig kvinde.
Det er både humoristisk, grotesk og samtidig dybt alvorligt. Her er herlige, tåkrummende scener, når mormor og mor stalker kendte mænd som Harry Belafonte, Bjørn Tidmand eller Thomas Helmig.
Gør sig til – for den mest beundringsværdige egenskab ved en kvinde er, hvis hun kan få mændene til at vride og vende sig og takke deres skaber.
Bid mærke i kursiven. For den bliver brugt igen og igen, når Cordero skal illustrere og genskabe 1 til 1, hvad det er for et dybt mærkeligt, til tider helt uvirkeligt rum, hun befinder sig i.
Hvor hun selv, som en anden billardkugle bliver stødt frem og tilbage i en trekant mellem mormor, mor og sig selv. Prøver at finde et stabilt holdepunkt, hvorfra hun selv kan finde en vej.
Det er ganske skånselsløst beskrevet, men samtidig også lattervækkende i al sin groteske uvirkelighed, som var slemt virkeligt for jeg-et.
”Fædrelandet eller døden” er ikke alene en interessant og anderledes debut – det var også Fidel Castros revolutionsslogan.
Den her bog viser indvandrer-virkelighed indefra og er samtidig en præcis skildring af en ung piges løsrivelse, men også accept af sine både forfærdelige og elskede cubanske mødre.
Hende vil vi gerne læse mere af. Godt skrevet, nemt læst og intens overraskende.
Roman
- Tanja Cordero. ”Fædrelandet eller døden”
- Illustrationer: Anne Torpe
- 122 sider, 279 kr., Gladiator
- Udkommer i dag, 23. april.
Tanja Cordero, født 1980 i Århus, er halvt dansk og halvt cubansk.