Grønt bluff

ESSAY -Theis Ørntoft: ”Bag litiumbjergene”

Vi bilder os ting ind. Vi tror, vi er så rigtige, og at den grønne omstilling er på skinner. Det går den rigtige vej, og elbilerne er vores bidrag til en bedre jord.

Nej, nej og atter nej, siger Ørntoft. Det er blår i øjnene. Den fossile industri svinede jo åbenlyst, måger i olie, smog i byerne og bly i vores egne lunger, men det gør den nye generation af teknologi også, bare på en anden måde.

I moderne elektronisk udstyr – og hvad er der ikke elektronik i? – er der store mængder af tungmetaller og sjældne jordarter.

Der indgår et tocifret antal efterspurgte grundstoffer i din telefon, din elbil, din computer og din PlayStation. Du ser det bare ikke, for din virkelighed er redigeret.

Ørntoft peger på det beklagelige forhold, at vi gør noget andet end det, vi siger. Hvem vil ikke tage miljøhensyn, spare på strømmen og stoppe forurening?

Det vil vi alle sammen, men vi gør det bare ikke. 

For hele tiden påduttes vi nye former for forbrug, og vi vælger også selv løsninger, der belaster omgivelserne.

Forbruget af energi stiger samlet set mere, end den bæredygtige strømproduktion gør. (Den sætning kan godt tåle at blive læst igen.)

Affaldsmænger eksporteres til tredjeverdenslande, og det kan godt være, at elbilerne gør luften i byerne renere og ovenikøbet larmer mindre, men deres batterier er tunge som et ondt år og skubber en masse regninger foran sig.

Hvordan skal vi håndtere dem, når de skal skiftes? Og hvor meget forurening har de ikke allerede skaffet til veje, blot ved at blive produceret? Beskrivelsen af ødelagte landskaber og sygdomsramte minearbejdere bør læses af enhver ansvarlig vælger.

Ørntoft skriver jo ellers romaner og har et stort publikum.

Her træder han ud af fiktionskontrakten og taler direkte til os som medborgere om et presserende problem i samtiden.

Hans grundbillede er dog som taget ud af en roman: Det er forgrundens smukke facade, der pludselig vender vrangen ud og afslører tingenes rette sammenhæng.

Verdens slør rives væk, og vi konfronteres med fortrængte og påtrængende sandheder. Sådan kunne en roman lyde, men sådan lyder også det menneskelige storskalaforsøg på denne begrænsede klode.

Undertitlens grønne løgne og mørke håb taler netop til den figur. Vi skal ruskes op og vendes om. Ørntoft hader vores indbildning og selvfede løgne.

Hans håb knytter sig til virkeligheden og det umulige i at forhandle med den. De mørke håb knytter sig til menneskets realitetssans, der tidligere har gavnet os. Vi har potentiale til at indse endog ubehagelige og ubekvemme sandheder.

Det store og indædte essay falder i fem dele med følgende, meget sigende overskrifter:

1 Der er ingen grøn omstilling, 2 Eventyrenes industri, 3 Usund fornuft, 4 Kosmisk balance og 5 Bag litiumbjergene.

Samlet set stiller bogen nogle stærkt udfordrende spørgsmål til den industrialiserede verden. Hvornår vil vi som menneskehed indse, at der er grænser for vækst?

Vores rationaliserende udnyttelse af jordens ressourcer er en frugt af videnskab og oplysning, men vi har brug for en ny og bedre udgave af både videnskab og oplysning.

Fornuften må oplyses af en højere fornuft, en slags fornuft 2.0, der kan videreføre de bedste sider af menneskets rationalitet og supplere med respekt for helhedens grænser.

Håbet er ikke lysegrønt, men mørkt, og Ørntoft har blandet vrede og klarsyn til en generende cocktail, der skal tage nattesøvnen fra de rigtige, nemlig dem, der ikke har indset vores uholdbare livsstil og skadelige nødløgne.

Essayet anbefales som et ætsende, dybdeøkologisk kampskrift, der ikke helmer, før vi tager konsekvenserne af det, vi godt ved, men bare ikke har lyst til at se på.

Det kan ikke blive ved.

Foto: Sara Galbiati