Blandet landhandel med højt bundniveau

Fagbog - Bertel Haarder: ”Sjælespark”

Bogen her er alt i alt bedre end frygtet. Det er faktisk den bedste udgave af ’åndelig oprustning’, denne anmelder endnu har set, men der skal så heller ikke så meget til, i parentes bemærket. 

Genren er nemlig en skrækkelig genre, særligt når den som for nylig er blevet efterlyst politisk. For hvad er nu det for noget, ’åndelig oprustning’?

Ønsket om det kommer fra en regering, der har afskaffet store bededag. Der er skåret ned i de humanistiske fag overalt, og regeringen har i stilhed ladet både fransk- og tyskfaget lide en stille død i skolesystemet.

Igen og igen prioriterer man efter bundlinjen i stedet for efter røde streger, når det gælder de grundlæggende værdier. De forbereder krig og ofre, men hvad er det egentlig, de tænker skal forsvares?

Den gamle værdikriger Haarder ryster derimod ikke på hånden. Han hviler i sin åndelighed, og den bliver nu præsenteret i kort og fyndig form.

Den går ud på samtale, demokrati, kultur, grundtvigianisme og humor. Det grundlag holder til meget, og det er sjovere i virkeligheden end i denne gengivelse.

Men billedet er: Regeringens påståede og påklistrede dagsorden klinger hult, mens Haarder ikke behøver mere end et par måneders betænkningstid, og vupti, så ligger der en bog.

Han er nemlig en slags åndelig prepper, som altid har sat en ære i at kunne redegøre for, hvor han står. Hans værdier er gennemarbejdede, og det giver bogen styrke.

Man kan høre ham sige stort set alle sætningerne med sin markante diktion, for her har vi en politiker, der kan tale for sig selv, og som har gjort sit hjemmearbejde. Alene litteraturlisten er imponerende, og den rummer masser af helt nye titler.

Bertel taler for besindelse.

Danskere som flest har brug for at tænke sig om og se længere end egen næsetip, først og fremmest dog se tilbage og se ud. Fra historien hentes den danske konsensuskultur frem, højskolernes ide om dannelse af mennesket i det folkelige fællesskab og kristendommens tale om skyld, ansvar og tilgivelse.

Bertel er selv vokset op sådan, og han bekender sig til det folkelige fællesskab, sammenhængen, de lange linjer.

Men hjemmefødning blev han aldrig. Han lader sig inspirere, både af det europæiske og det amerikanske, og så henter han uanede kræfter fra kunst og kultur. Han er ægte og gammeldags liberal.

Åben og tolerant (hanville selv sige frisindet) finder han overalt de steder, hvor eksistensens konstante og tidsåndens labile vilkår brydes.

Med sine sjælespark vil han inspirere og provokere læserne til at deltage og sætte sig selv på spil, for meningen bliver til i det fælles. Udvekslingen, fællessangen, humoren og den lydhøre livsudfoldelse strømmer ægte og vedkommende ud af nærmest hver side.

Men der er selvfølgelig bagsider. For det første er der hans halvhjertede opgør med de berigelsesliberale, pengegriseriet, som han kalder det. Det er brådne kar, må man forstå, og sådan undgår vi at få gjort noget ved det.

For det andet er der en uendelig strøm af uendeligt mange historier fra hans uendelig lange ministerkarriere.

Så blev han europaminister, så var det indvandring, så kirken, så uddannelse og fortsæt selv.

Hver gang er der noget at berette om, en sjov situation, om hvad Fogh sagde, om en dygtig medarbejder, om et møde et sted, om en kendt, han engang snakkede med.

Man kan ikke sige, det er irrelevant, men det går unægtelig over stok og sten. Så citeres den sang, han fik i Højskolesangbogen, og så en anekdote, en kändis, en lejlighedssang mere og så videre.

På den måde er bogen lidt for udflydende, for dens problembevidsthed når ikke i dybden. Det er faktisk mere en erindringsbog end en debatbog. Bertel husker meget og godt, men der sker ikke nogen afklaring af begrebet ånd, der stadig svæver i det uvisse. Og det var jo hele humlen.

Men tilbage, når siderne i bogen er vendt, står den formidable titel og dirrer. Sjælespark er det, vi har brug for, både som individer og kollektiv, og Bertel leverer et gedigent slag i bolledejen.

Sjælespark er en fin metafor for det, Bertel altid har villet, og det er et velegnet billede på, hvad mange af os kunne ønske sig for og af vores ellers på mange måder udmærkede medborgere.

Et ordentligt rusk, et kald til besindelse. Vågn nu op!