Det gode menneske

FAGBOG

Svend Brinkmann: ”Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre”.

Hvad er mennesket for en størrelse? En meningssøgende sprogabe, et historisk dyr, en tvivlsom faktor, når det går galt? En samfundsbygger, der helst vil være alene, eller en individualist uden originalitet. Hvad skal vi mene?

Den nye Brinkmann både svarer og svarer ikke. Han kalder sin bog en ’håndbog i humanisme’, en slags forsvar for mennesket og dets muligheder.

Mennesket kan ikke reduceres til hverken biologi, teknologi eller sociale kategorier, hedder det i den medfølgende pressemeddelelse. Det kan godt være, vi mennesker er roden til en masse problemer, men vi er også roden til alt godt. Javel, så.

Selve titlen er bogens scoop og egentlige eksistensberettigelse. Det er et sorteringsinstrument, som viser, at vi alle sammen rummer mindst tre lag: det individuelle, det kulturelle og det universelle.

Vi har alle sammen noget, der kun er vores, og som ingen andre har. Hvert individ er personligt præget med hver sin krop, hver sine minder, hver sin plads i verden. Der er ting, vi ikke kan dele.

Desuden er vi medlemmer af grupper. I vore dage er det mest den nationale gruppe, der fremhæves, men den har jo sine spor af både etnisk og religiøst. Vi er som nogle andre, nemlig til forskel fra visse andre.

Endelig er vi alle sammen medlemmer af arten homo sapiens. Vi er mennesker, og det universelle blik gør verden til én, samme rettigheder og muligheder, samme værdi.

Disse tre lag er vi alle udstyret med. Brinkmanns pointe er nu den ganske ligefremme, at de senere årtier har lagt vægten på de to første.

Individualismen og alt det andet selvoptagne, han udstillede i Stå fast fra 2014, og i nutiden især det nationale, mellemste lag. Politik er blevet nuancer af konservativt, sådan som tidsånden blæser, og vi afgrænser os mere og mere i grupper, nationaliteter og ikke mindst religioner.

Derfor er der brug for at understrege det fælles, det universelle. Vi er alle sammen mennesker. Menneskerettigheder bliver ikke brugt som slagord, men hele bogen er gennemsyret af tanken om dem.

Smag bare på hans kapiteloverskrifter: Du skal dannes, Du er en person, Du har en særlig sans, Du står i mesterlære, Du vedligeholder verden, Du vil det gode, Du søger mening. En umiskendelig klang af FN.

Det er samme skabelon som i Stå fast, i parentes bemærket. 7 slagkraftige punkter, der kan forbindes og udfoldes, så vi genfinder troen på mennesket.

I de fleste tilfælde møder vi i kapitlerne gedigne vinkler og fagligt indhold fra Brinkmanns store interessefelt, så vi kan blive klogere på, hvad der faktisk er at sige om mennesket. Undervejs er der gode læsninger og referater af forskning og filosoffer, der kan belyse sagerne. Brinkmann er stadig en af vores allerbedste formidlere.

Læseren mærker det ’men’, der lægges op til, men det er faktisk ikke så lige til at sætte ord på, hvorfor der i løbet af læsningen meldte sig en fornemmelse af både at være enig og utilfreds.

For en læsende humanist er en håndbog i humanisme da lige nøjagtig guf til tiden, ikke?

Jo, jo, men bortset fra et enkelt renæssance-citat er Brinkmann en voldsomt moderne humanist, der faktisk ikke er i så god samklang med sine humanistiske forgængere, som man skulle tro, og som han måske også selv tror. Renæssancen var sprogkunnen, tekster, læsning og litteratur, men humanismens rødder i filologien er ikke tydelige i denne bog.

Det andet ’men’ er spørgsmålet om det gode menneske. ’Du vil det gode’ hed den sjette maxime, men det er jo lige netop omstridt.

Mennesket kan ting, de andre dyr ikke engang drømmer om, og blandt de ting er f.eks. evnen til at lyve, også for sig selv, evnen til at slukke fornuften og blive følgagtig og i visse tilfælde endda en kapacitet for den rene ondskab.

Det har den velmenende humanisme svært ved at håndtere, men vi får ikke en diskussion af alle de perspektiver, der kan ligge i menneskesynsdebatten.

Maskinernes kommende rædselsregime er derfor også lidt for hurtigt afhandlet; de menneskelige svagheder over for tjenstvillige og høflige apparater, der kan servicere vores dovenskab, bliver ikke konfronteret. Ingen alarmisme her, selv om det ville have været forfriskende.

Derfor 4 stjerner fra den trofaste læser, der ikke er så utilfreds, som det lyder. Det lyder bare for godt, der skulle være noget mere modstand.

Foto: Mads Krabbe