Tegneserie - Blutch: “Krudtuglerne. Et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke”.
Forlaget Cobolt har udgivet et særdeles underholdende ekstraordinært eventyr med vores alle sammen europæiske superhelt Lucky Luke. Manden der er hurtigere end sin egen skygge, og som har det bedst i sit ensomme ridt mod solnedgangen og nye eventyr.
Men hvad nu hvis Lucky Luke blev legeonkel? Og altså skulle passe på andre end Dalton Brødrene?
Det er ikke første gang, at Lucky Luke får rollen som barnepige. Tilbage i 1960erne fik Lucky Luke til opgave at tage vare på Westens yngste forbryderspire, Billy The Kid.
Og det blev en hårdhændet oplevelse for den unge lovløse Billy. Ikke så megen snak, hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, så kommer du over knæ. Tiderne har ændret sig, og Lucky Luke er blevet ekstraordinært tålmodig. I hvert fald i eventyret om "Krudtuglerne”.
Luke ankommer til byen Rubbish Gulch med en kunde til byens fængsel. Rufus Kinker er nok en ligegyldig småforbryder med en beskeden dusør på sit hoved. Men Rufus er også storebror til ungerne Rose og Casper. Rose og Casper lever alene i familien Kinkers nedslidte hytte udenfor Rubbish Gulch. Forladte og skrupsultne.
Rose og Caspers forældre er borte eller rettere flygtet efter at have gennemført flere bankrøverier. Lucky Luke sætter sig for at finde far og mor Kinker for at indfri sit løfte til Rufus Kinker Jr. om at passe på krudtuglerne Rose og Casper.
Men i tumulten og jagten på bankrøverforældreparret knytter Rose og Casper sig til Lucky Luke. Rose spørger Luke:: “Du ka’ ik’ li’ børn vel, Lucky Luke?” Luke svarer uden den helt store overbevisning: “Ikke rigtig, nej …”.
Det er et sjovt og rørende eventyr, Blutch tager os med på. Bevares, plottet er ikke uforudsigeligt.
Men der er et eller andet ved Luke’s rejse med Rose og Casper, som rækker ud, og tager læseren ved hånden. Samtidig med, at den drevne Lucky Luke læser må sidde med spørgsmålet: Når du nu kunne give Billy the Kid en ordentlig endefuld, hvorfor så ikke de her krudtugler?
Bang, bang for en fuldtræffer af et eventyr med den ensomme cowboy.
Tegneserie
- Blutch:
- “Krudtuglerne. Et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke".
- Oversættelse: Troels Hughes Hansen
- 48 sider, hardback, 229,95 kr.,Cobolt.

