Den fraværende terapeut

FILM - ”A Private Life”

Raffineret psykologisk thriller-drama. Elegant skruet sammen, godt skuespil og et konstant overraskende manuskript.

Den amerikanske psykiater Lillian Steiner (Jodie Foster) bliver kraftigt lydforstyrret at ovenboen. Netop som hun skal modtage en klient, Paula (Virginie Efira) i sin konsultation.

Der bliver spillet Talkin´Heads ”Psycho Killer”, så det er ganske umuligt at koncentrere sig. Men Paula dukker ikke op. Det er trejde gang med afbud, men snart finder Lillian ud af, at Paula er død.

Åbenbart selvmord. Overdosis af piller. Da hun møder op til den jødiske mindehøjtidelighed for Paula, eksploderer ægtemanden Simon (Mathieu Amalric) aggressivt. Og hun må flygte.

Lillian kan ikke slippe Simons uventede og hadske reaktion. Der må være et eller andet galt med det dødsfald. Var det virkelig selvmord, eller er det ægtemanden eller måske datteren Valérie (Luàna Bajrami), som myrdede Paula.

Lillian kaster sig ud i opklaringen, mens anonyme mobilopkald, indbrud, chikane og hærværk, gør hende mere og mere overbevidst om, at hun har ret. Paula blev myrdet!

Du sidder som naglet til biografsædet, mens opklaringsarbejdet folder sig ud. Godt støttet af ægtelægemanden hvirvler historien rundt med formodninger og mistænkte, halve beviser og skråsikre konklusioner.

Jodie Foster spiller hovedrollen tjekket, arrogant, bedrevidende, uimodtagelig for ganske almindelig sund fornuft og i virkeligheden ikke rigtig interesseret i andre mennesker.

Hun har svært ved at være til stede i sit eget liv, mens vi følger den stadig mere uforudsigelige og konstant overraskende ”mordopklaring”.

Hvad skal vi tro? Har Lillian ret, eller er hun selv ved at udvikle en psykose og blive bimle-bamle skør.

Det er film, som både har plads til ganske latterfremkaldende komiske elementer og scener, mens den samtidigt ganske umærkeligt – uden at vi lige opdager det i første omgang - flytter fokus fra mordmistanken til en personlig bearbejdning af et eget traume.

Jodie Foster er god. Det har vi sagt, men også fransk films egen Daniel Auteuil glimrer som den charmerende eks-ægtemand, der aldrig rigtig brød sig om at give slip på sin Lillian. Og så er der selvfølgelig også Mathieu Amalric, der kan det der med at brænde igennem på et lærred, intenst og næsten fysisk intimiderende.

Det er en film, som overrasker og giver masser af stof til eftertanke i sin skildring af et menneske, som er faret vild i sit eget liv.

I sin fastholdelse af afstand og bedreviden og mangel på evne til at lytte og være til stede simpelthen går glip af virkeligheden.

Har sit eget billede af den. Mens virkeligheden er en helt anden.

Det er en film, der bliver holdt sammen af Jodie Fosters besnærende nærvær og overbevisende skuespil, mens den psykologiske thriller ganske umærkeligt forvandler sig til en historie om kærlighed og chancen for en ny start i livet.

”Don’t Go To Strangers”, amerikanske J. J. Cales ikoniske sang fra 1971, svøber sig elegant rundt om filmens befriende slutscene. 

Bestemt værd at se.