Grotesk terapihumor

Film - ”Den sidste viking”

Hvad har Ikea, en Beatles-genforening, et bankkup med et udbytte på 40 mio. kr. plus fortrængte barndomstraumer med hinanden at gøre?

Rigtig, rigtig meget viser det sig, når du går ind og ser den her film.

Det er grotesk, sort komedie formet som et langt terapeutisk forløb, eller et langt terapeutisk forløb tilføjet komiske crazy elementer.

Her er også ganske blodig alvor, men alligevel kan du ikke lade være med indimellem at grine overvældet befriende.

Anker (Nikolaj Lie Kaas) kommer ud efter at have siddet inde for bankrøveri i 15 år. Inden han røg ind, gemte hans bror Manfred (Mads Mikkelsen) udbyttet nær familiens gamle sommerhus.

Så nu er det bare med at komme derop med skovl over skulderen og få pengene gravet op.

Der er bare et problem. Manfred er ikke længere Manfred, men kalder sig selv John – opkaldt efter John Lennon fra The Beatles. Han er Lennon.

Det vil Anker ikke rigtig acceptere, men problemet er, at Manfred i form af John ikke ser ud til at kunne huske, hvor pengene ligger begravet.

Så er vi i gang med en rablende gal film, fyldt med rablende gale mennesker, spillet af et godt hold sat blandt Danmarks allerbedste skuespillere.

Nikolaj Lie Kaas spiller plaget bankrøver med et voldsomt hidsigt temperament. Og det gør han rigtig godt. Mens Mads Mikkelsen er den kugleskøre personlighedsforstyrrede bror, og han smelter simpelthen sammen med sin rolle.

Totalt bevægende og overbevisende. Naiv ligefrem og præcis i sin omgang med mennesker.

Lars Brygmann er den voldsomt Fernet Branca drikkende psykiater, Lothar, der finder en udvej til at finde pengene – nemlig gendanne The Beatles og på den måde give Anker mulighed for at trænge igennem til sin bror.

Det er en totalt uforudsigelig historie, hvor vi parallelt følger jagten på pengene, bandets ubehjælpsomme forsøg på at spille sammen – alle bandmedlemmer har en diagnose – og samtidig graver os dybere og dybere ned i de to brødres fortrængte opvækst med en alkoholiseret, voldelig far (Lars Ranthe).

Her er også masser af fremragende birolle-præstationer – Sofie Gråbøl som boksende tidligere fotomodel, gift med den altid vindrikkende modedesigner i form af Søren Malling. 

Nicolas Bro som psykopatisk voldelig Flinke Flemming, og Bodil Jørgensen som søster Freja, nervøst dirrende og ængstelig. Og det med god grund. 

Det går nemlig hele tiden galt på den ene eller anden måde. Lattervækkende, men også grufuldt.

Det er grotesk humor, knastør som en skovfuld sand fra Råbjerg Mile, og samtidig mester instruktøren Anders Thomas Jensen også det hjerteskærende og indtrængende efterhånden, som vi får afsløret, hvad der ligger bag John/Manfreds ”flugt” fra virkeligheden.

Den virkelighed som Anker desperat forsøger at holde fast i, men som også smuldrer for ham, efterhånden som fortidens fortrængte spøgelser vælter ud af skabet. 

På den måde handler historien også om at turde konfrontere sig selv med fortrængte, traumatiske minder. Erkende dem og finde vej til tilgivelse og forståelse.

En film, som sine steder er rygende politisk ukorrekt, men samtidig magter at give plads til varm medmenneskelighed. Så der både er til grin og alvorlig eftertanke.

Den kan nemt gå hen og blive ikke så lidt af en kultfilm i sin grinagtig og dog præcise undersøgelse af galskaben, som jo indeholder store sandheder om os selv - vi "normale" mennesker. En ny andersthomasjensen-klassiker!