Kvinder og kjoler

Film - ”Diamanti”

Du kan begynde med at holde godt fast i biografsædets armlæn … for det fyger med navne og en ganske løs ide, da filmen åbner. Instruktøren (Ferzan Özpetek) samler et hold af sine yndlingsskuespillere – kaldet mine ”diamanter”- for at indspille en film i et stort tomt hus.

Sammen sidder alle de skønne kvinder og læser løsrevne replikker fra det fælles manuskript, og snart tager filmen form af historien om et mageløst, italiensk skrædderi.

Ledet af den myndige, iskolde Alberta (Luisa Ranieri) bliver der her skabt unikke kjoler, båret af de største skuespillerinder. Dengang i italiensk films storhedstid. I Rom. I 70-erne og 80-erne.

Ved sin side har Alberta søster Gabriella (Jasmine Trinca), en ydmyg, fraværende støtte for storesøster, men også en sorgfuld kvinde. Hvorfor finder vi ud af senere i filmen.

For snart får de rivende travlt, da modeskaber Bianca Vega ((Vanessa Scalera) ankommer med skitser og ideer til en hel række kjoler, der skal være færdige om små tre uger. Bag sig har Alberta et helt korps af dygtige syersker og medarbejdere – Silvana, Nicoletta, Fausta, Beatrice, Paolina med flere.

Snart former filmens sig som et kollektivt portræt af kvindefællesskabet, hvor vi lærer hver enkelt at kende.

Med deres personlige glæder og sorger. Mens de med nål og tråd og ukueligt slid arbejder på at skabe den unikke, den spektakulære og den forbløffende, men altid smukke kjole.

Kostumet, der lader skuespilleren træde ubesværet ind i karakteren.

Farvestrålende dækker næppe for dette orgie af stoffer, perler, tyl og taft, vi oplever, tilsat en endeløs dedikation til at skabe den ultimative kjole til film og teater.

Her er lidenskab, sorg, smerte - også over ugengældt kærlighed - søsteropgør, hustruvold og meget andet godt fra kvindernes privatliv, men også en solidarisk skildring af kvindefællesskabets styrke.

Det er en rig film – rig i den forstand, at den tør brede sig. Med plads til både overgiven lystig italiensk popsang for fuld skrue. Karsk kvindehumor, når de nydelige, halvnøgne mandlige modeller får at vide, at her er da en del kagedåser, som godt kunne trænge til at blive støvet af.

Men også sorgfuld gribende, som i konfrontationsscenen mellem Alberta og Gabriella, da vi endelig får at vide, hvorfor lillesøster hele tiden må dulme sin smerte med alkohol.

Det er close-up gribende skuespil. Men i det hele taget kan du ikke andet end knuselske alle disse vidt forskellige kvindekarakterer, fornemt og livligt portrætteret af fremragende skuespillere.

Det er meget italiensk. Livligt skuespil uden angst for store følelser. Og alligevel med plads til smerte over livets uforudsigelighed. Hvad det sådan bringer af uventet.

Det er også en besyngelse af svundne tiders storladne skrædderikunst. Det tætte samarbejde mellem kostumier og instruktør om at skabe det unikke - i filmkunst og på teater. Med hjælp fra kjoler - ingen kunne forestille sig. Når kunstnerisk ambition så at sige får tøj på.

Nogle vil måske mene, at skildringen af de enkelte kvinders personlige problemer – ofte faktisk ganske kvindepolitiske – er for overfladig skitseagtig. Men handlekraften og viljen til at løse dem er smukt skildret. 

En tro på at arbejdslivets fælles slid og udholdenhed også kan bruges til at løse personlige problemer.

”Jeg elsker mænd, der ryger”. En sætning der får en helt anden betydning, da det endelig lykkes for Nicoletta (Milena Mancini) at befri sig fra sin voldelige ægtemand,

En film fyldt med stærke kvinder og smukke kjoler. Med lidt mænd placeret på sidelinjen som ligegyldig garniture. Men først og fremmest en besyngelse af sammenholdet – kvindernes ukuelige styrke og villighed til at ofre sig for hinanden.