Poetisk og barsk

Film - ”The Love That Remains”

Smukt og sælsomt islandsk skilsmissedrama. På en gang sagaklingende; nøgternt og barsk og samtidig poetisk i sin hyldest til livet, kærligheden og årstidernes uforanderlige fremadskriden.

Og sikke et lys, der er i billederne af naturen og scenerne, hvor far Magnús (Sverrir Gudnason) er på havet for at fange sild på en stor trawler.

Det er også en film, som åbner helt udramatisk, hvor kunstnermor Anna (Saga Garðarsdóttir) spiser fælles aftensmad med Magnús og deres tre børn, Ída, Grímur og Þorgils.

Tilsyneladende en helt almindelig lykkelig familie. Men så skal far afsted, og nede i kahytten sætter han sig til at drikke et par dåseøl, mens Anna slapper af på sofaen derhjemme med tv og fårehunden Panda.

Der svæver noget uudtalt, en stemning af vemod, savn og sorg i luften, fornemt understøttet af klavermusik, ”Playing Piano for Dad”, et værk af Harry Hunt.

Det er filmkunst, som betjener sig af ganske dagligdags og genkendelige hverdagssituationer. For så ind i mellem at bryde realismen med symbolske, nærmest surrealistiske scener.

Som i åbningsscenen hvor et stort trætag med pandeplader bliver flået af et forfaldent hus og hænger der svævende i luften; knagende, hjjlpeløst og alligevel befriet. Der er forandring på vej.

Livet er blevet helt anderledes for både Anna og Magnús og deres tre børn, efter at forældrene er blevet skilt.

Hvorfor får vi ikke så meget at vide om. Eller rettere slet ingenting. Men vi aner hurtigt, at Anna er kommet videre. Det er han ikke rigtig, og længes tilbage efter det, der var engang, men som ikke er mere.

Det er også en film, som giver god plads til børneskuespillerne – instruktøren Hlynur Pálmasons egne tre – og de er forrygende naturligt og totalt nærværende, når de på deres egne ligefremme måde diskuterer, om det ikke er naturligt, at hannen er aggressiv og bare vil knalde hønerne hele tiden.

På deres egen direkte facon analyserer de knivskarpt forholdene mellem mand og kvinde, og kønnenes evige kamp for at finde og forstå hinanden.

Vi følger parret og deres forsøg på at finde den nye balance i deres liv gennem et års tid. Sne og frost, hylende snestorm, forår og sommer, og vandring i naturen for at samle bær og svampe.

Annas kamp for at skabe sin kunst. Magnús på havet med det hårde og farlige slid som fisker.

Parallelt med skildringen af den kærlighed, som stadig ER der og holder familien sammen med stærke bånd, former filmen sig så også som en hyldest af familielivets store og små glæder.

Tilsat en besyngelsen af naturens uforanderlige skønhed og rigdom.

Du skal også bide mærke i den sørgelige blikdåseridder, som står bundet ved pælen der yderst ved klintens kant. Forsvarsløs og uden mulighed for at slippe væk. Fra smerten, vejrliget eller de pileskud, som børnene fornøjet sender afsted mod figuren.

En figur, der lider smerteligt og vist både kunne være manden eller kvinden i det ægteskab, som nu er forlist.

Ude på trawleren bliver Maggi belært af en fiskekammerat. Familien er alt. Du skal betragte den som et stort drivhus med planter, som du konstant skal pleje og passe, og så vil du få meget mere, end du kan ønske dig.

Mon han magter det?

Det er ganske magisk filmkunst. Uden plads til blødsødent føleri eller sentimentalitet, men netop derfor både rørende og humoristisk i sin skildring af to voksne, der ikke kan finde ud af det sammen mere.

Men som vel heller aldrig rigtig kan give slip på hinanden.

Netop fordi de har bygget så meget fælles liv op sammen og ikke mindst fået tre børn, som de elsker. Og som elsker dem.