Undertrykkelsens ansigt

Film -”Frøet fra det hellige figentræ”

Det er et stort øjeblik for advokaten Iman (Missagh Zareh). At få udleveret en pistol med tilhørende ammunition. Skrive under på modtagelsen. Nu er han dommer – eller rettere undersøgelsesdommer.

Han kører gennem natten til sin hjemby i en forladt ruinby og takker sin Gud for udnævnelsen.

Den iranske instruktør Mohammad Rasoulof var idømt otte års fængsel, piskning og konfiskation af sin ejendom for at have støttet de kvindedemonstrationerne, der blev udløst, da Mahsa Amini, døde, 16. september 2022.

Kort efter at være blevet arresteret af moralpolitiet i Teheran for ikke at have overholdt reglerne for tildækning af hovedet. Hendes død blev fulgt op af omfattende demonstrationer, både i Teheran og på de sociale medier.

Den iranske instruktør nåede at flygte i april sidste år og er nu i eksil.

Det er på denne baggrund, at du skal – gentager SKAL – gå ind og se denne film. Fordi den så ganske overbevisende og ubesværet fletter præstestyrets undertrykkelse sammen med ganske almindeligt familieliv.

Skønt helt almindeligt lever Imans familie jo ikke.

Der følger lønforhøjelse og embedsbolig med, så hans snart vokse døtre, Rezvan (Mahsa Rostami) og Sana (Setareh Maleki) endelig kan få deres eget værelse.

Ligesom hans viljestærke kone, Najmeh (Soheila Golestani), gerne vil have den opvaskemaskine, hun altid har drømt om.

Alt tegner lyst, men snart falder skællene både fra Iman og biografpublikums øjne, da han bliver bedt om at underskrive en sag.

- Det kan jeg ikke, jeg har ikke læst den.

Men han underskriver angst for konsekvenserne dommen for blasfemi og dertil hørende dødsstraf.

Ubønhørligt fremadskridende går filmen fra småslemt og ubehagelig til meget, meget værre, mens du vrider dig i biografsædet.

Mor Najmeh ivrigt forsvarende sin mand og præstestyret, mens Iman tavs kommer hjem hver aften. Senere og senere, tavs og dødtræt, fordi han skal dømme i de hundredvis af sager, som systemets masseanholdelser udløser.

Døtrene begynder at stille kritiske spørgsmål til specialstyrkerne og civilklædtes overfald på demonstranterne. De følger med på deres mobiler og på internet, mens deres forældre forsvarer styret.

Også da pigernes veninde Sadaf bliver alvorligt såret, skudt med gummikugler i ansigtet.

Den paranoide og mistænkelige stemning, angsten for at blive afsløret eller fortale sig, breder sig fra den anspændte politiske situation til hele familien.

Først langsomt, snart stadig hurtigere går familien i opløsning.

Iman får iscenesat ”terapitimer” for sine døtre og hustru, og det er her filmen går fra det grusomme og gruopvækkende i sin nøgterne skildring til det direkte fysisk ubehagelig.

Det er en lang film, næsten tre timer, men den er også vigtig. Optaget i hemmelighed og båret af godt skuespil, nærmest kammerspilsagtigt, når vi er hjemme hos familien.

I tryg luksus, mens de autentiske optagelser fra demonstrationerne i september 2022 kraftigt understreger den hensynsløse, patriarkalske og religiøse magt, som nu også ødelægger familien indefra.

Det er enkelt, genkendeligt og præcist beskrevet.

De ”oprørske” døtre, som stiller spørgsmål med tingenes (s)tilstand, får ikke meget forståelse fra deres mor. Før filmen eksploderer i et nærmest febrilsk flugtdrama, hvor falske tilståelser og hemmeligheder kommer for en dag.

Højspændt bliver det til sidst. En uomgængelig film båret af forståelig, men også afdæmpet vrede. Og ganske ubarmhjertig i sin afsløring af den angst og afmagt, som de iranske kvinder lever under.