Skip to main content
Film

Argentinsk cowboy

Film - ”Gaucho Gaucho”

Ganske prunkløst, men desto mere indtrængende og fortroligt portræt af de argentinske cowboys, der lever derude på den støv- og regnfattige pampas i Argentina.

Opmærksomme læsere vil genkende instruktørerne og navnene Michael Dweck og Gregory Kershaw. De to, som sammen lavede den vidunderlige italienske dokumentar ”Trøffeljægerne fra Piemonte”. Om jagten på den hvide trøffel og samarbejdet mellem hund og ejer for at finde det underjordiske guld gemt i muld.Gaucho c.jpg

Her er vi rykket til Argentina, og fotograferet i sort-hvid følger vi livet blandt det hesteridende folk. Gauchoerne, der lige fra barnsben er vant til at kravle op på en hest og ellers lever af det kvæg, som bliver drevet rundt på de endeløse vidder. Suppleret med lidt landbrug.

Nådesløst overgivet til elementernes rasen og bundet til håbet om, at der kommer regn nok. Så det bliver muligt at overleve.

Her er billeder, der bider sig fast på nethinden, som en uafrystelig burre. Et menneske sovende. På pampassen. Vækket da solen står op, og finder vi ud af – liggende ovenpå sin hest for at holde varmen.Gaucho a.jpg

Tre gauchoer ridende ubesværet og fyrigt afsted gennem det buskklædte, støvede terræn. Tilføjet gribende operasang.

En besyngelse af nærvær, autenticitet og et liv levet i nærkontakt med naturen.

Ubesværet. Med masser af klip fra hverdagssituationer, som ingen af os vist kender noget til, får vi foldet livet ud. Derude, hvor kondorerne svævende over hovedet, altid udgør en fare for de moderløse kalve.

Vi møder far og søn, de to unge drenge, som er afsted alene, den hestegale unge pige, Guada, som ikke vil tage den klædelige pigeskoleuniform på, og såmænd også den hvidskæggede, seje gamling, der ikke frygter døden.

Men gerne vil undgå svækkelse og langvarige sygdomssmerter.Gaucho d.jpg

Vi kommer ganske tæt på en hverdag og mennesker, som lever i balance både med sig selv og naturen.

Men også afhængige af vejr og vind og godt klar over, at hvis de unge flytter væk og vil noget andet end det barske liv på sletterne, så dør lokalsamfundet og deres livsform også.

Her er egentlig meget at lære og undre sig over. Hvordan tackler du det egentligt, når du skal tæmme en vild hest? Vær rolig og langsom, så den kan mærke din kærlighed.

Det er dæleme ikke nemt, finder du ud af, når den unge pige Guada kaster sig ud i opgaven.Gaucho.jpg

Det er film, som ganske realistisk, detaljeret og desto mere overbevisende skildrer livet derude på pampassen, under stjernerne, udsat for vejr og vind, men altid højt til hest

Tju-hej, hvor det går, når der bliver reddet af sted, bareback uden saddel. Så du kan mærke, hvordan hest og den unge pige bliver ét i fælles fryd.

Et velkomponeret billeddigt, som på en gang oplyser og samtidig bevæger i sin blanding af iscenesat dokumentarisme og hyldest til et liv med hest, lasso og en frihed, der nu er truet af undergang i form af klimaforandringer og storbylivets lokkende kalden.

Film

  • ”Gaucho, Gaucho”
  • Argentina, 2024.
  • Instruktører: Michael Dweck, Gregory Kershaw
  • En time, 25 minutter.
  • Tilladt for alle.
  • Danmarkspremiere, torsdag 18. december, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.