Tilbageholdt på ukendt sted

FILM - ”I’m Still Here”

Han er væk. Fængslet af det brasilianske militærdiktatur i 1971. 

Rubens (Selton Mello), arkitekt, far til fem og tidligere kongresmedlem bliver anholdt i eget hjem. Han skal blot afgive forklaring og vil sikkert være hjemme igen i morgen.

Sådan bliver hans kone Eunice (Fernande Torres) beroliget af den læderjakkeklædte leder af den gruppe civilklædt militærpoliti, som pludselig dukker op i familien Pavias hjem - liggende tæt på stranden i Rio de Janeiro.

Forinden har vi fået en lykkelig, ubekymret skildring af familielivet. Strandvolley og muntre fælles måltider.

Men også et forvarsel om, hvad der kan ske uventet, da den ældste datter Veroca (Maria Manoella) og venner på vej hjem i bil bliver stoppet af militærkontrol. Brutalt kommanderet ud, fucking hippier, og får tjekket papirer og identitet.

Lige fra filmens åbning fornemmer du en truende undertone i fortællingen.

Skønt der er masser af livsglad brasiliansk pop og ubekymret livsglæde, aner vi også, at papa Rubens vist har gang i et eller andet, som er ganske mere farligt end arkitekttegning af en ny familiebolig.

Han bliver spillet overbevisende og selvsikkert cigarrygende af Selton Mello. En vennesæl bamse, der nægter at tro, at militærdiktaturet er andet end en rent forbigående politisk tilstand.

Ved siden af ham spiller Fernande Torres sig rent ud bevægende igennem hele følelsesregisteret. Først som den forvænte middelklassekvinde med egen hushjælp og god tid til fællesmiddag med drinks og dans med vennerne.

For pludselig at få hjemmet besat af pistolbevæbnet militær og selv blive slæbt ud af idyllen og udsat for psykologisk nedbrydende afhøring. Ydmyget, snavset og isoleret i cellen uden viden om, hvorfor og hvad hun er mistænkt for.

Det er en film, som giver sig god tid til at folde virkelighedens familie Pavias tragiske historie ud. Og den baserer sig på sønnen Marcellos bog ”I´m Still Here”.

Den tager også nogle gevaldige tidshop, mens vi følger familien og den frygtesløse løvemor Eunices kamp for at få sin mand tilbage.

Energien og intensiteten går lidt ud af filmens anden halvdel, hvor vi besøger familien og får status på, hvordan de har det i henholdsvis 1996 og 2014.

Modsat første del, hvor vi hele tiden er tæt på den spinkle Eunice. Hun bliver konstant skygget og overvåget, men prøver at holde fast på sig selv og sin familie.

Prøver at agere kontrolleret og gøre sit bedste i en truende, uoverskuelig verden. Scenen, hvor hun eksploderer og desperat fortvivlet banker på bilruden ind til forfølgerne siddende i folkevogn uden for hjemmet, sætter sig uudsletteligt i én.

Fernande Torres byder på blændende og mangefacetteret skuespil i sin skildring af Eunices ukuelig kamp for at holde fast på sin familie og skaffe sig vished om sin mands skæbne. Det er filmens sande kerne.

Det er film, som dokumenterer undertrykkelsen i det militærdiktatur, som kom til at vare 21 år. Diktaturets knusende og ødelæggende tavshed og indbyggede benægtelse.

Højrefløjen i landet har selv i vore dage forsøgt at boykotte filmen. Men også en besyngelse af livsglæden og familielivet – når der skal tages familiefoto, så smiler familien altid, store som små, ukuelige og glade.