Kristen terapisekt

Film - ”Kærlighedens gerninger”

Det er en voldsom, næsten ubærlig film. Baseret på virkelige minder, som der står i filmens indledning.

Vi er ude på landet, på heden tæt på havet i det vestjyske, hvor et lille kristent kollektiv holder til og har samlet fortabte sjæle og knuste skæbner.

En af dem er Hanna (Cecilie Lassen), der har fundet ro og fred her. Ved fællesspisningen bliver der så en aften annonceret, at en murer har lovet at komme og reparere og udbedre sektens anneks.

Mod at få kost og logi.

Da han ankommer, går Hannah i panisk angst og får åndedrætsnød. Hvem er han? Og hvorfor opsporer han hende?

Trolden er kommet, han hedder Jakob (Jonas Holst Schmidt). En lillebror, som Hannah ikke har set i syv år,

Jacob bliver optaget i fællesskabet, hvor der er plads til alle, som følger sektleder Kirstens (Ann Eleonora Jørgensen) fem leveregler om altid at tale sandt, tilgive sig selv og medmennesket.

Alle mennesker er nemlig forbundne og det har altid konsekvenser, det den enkelte vælger at gøre. “Gud er et kollektivt ubevist”. Så er scenen sat i det sære nøgne hus med underligt værdiløst nips udstillet som små altre.

De to søskende, storesøster og lillebror, bærer på en stor hemmelig skam, og filmen tager form af et terapeutisk forløb.  Skjulte hemmeligheder, fortrængte traumer, fortidens mørke skygger bliver afdækket.

Det er stærkt og rystende skuespil. Ann Eleonora Jørgensen er fremragende i rollen som den psykologuddannede sektleder. Myndig og bestemt manipulerende vil hun det bedste for sin menighed. Som både er hendes praksis og kirke.

Hun er rent ud skræmmende ind i mellem. Men Henrik Birch er heller ikke dårlig som hendes trofaste discipel, Lars, altid villig til at gribe ind og hjælpe med at få tingene til at glide.

På samme måde spiller Cecilie Lassen og Jonas Holst Schmidt søskende. Han vil redde hende: Det vil hun ikke. Hun vil bare gerne have et barn. Men de er for altid forbundet af et forbudt incestuøst forhold. Det er filmkunst, som ikke er bange for at bore ind, hvor det gør rigtig ondt.

Når filmen og dens karakterer via “spejlinger” gennemspiller afgørende hændelser i de tos liv. Den alkholiserede far, festens drukvanvid og omsorgssvigtet.

Vi er vidne til et langt gestaltterapeutisk forløb, der måske også vil ende i rensende afklaring. Ofte gennemført som rollespil i stedets lille granitkirke.

Der er scener så stærke, at de sætter sig i én – både psykisk men også som rent fysisk ubehag.

Ikke alene spejlingerne, men også Hannahs konfrontationer og opgør med Kirsten er ikke sådan noget, du lige ryster af dig.

Blodskammens skyld og skam er et kerneomdrejningspunkt i filmen, men også det skinhellige misbrug af menneskesjæle bliver udstillet, da den kunstigt skabte harmoni krakelerer.

Det er håndholdt og intenst skuespil og samtidig forsynet med en smuk, smuk billedside.

- Har filmen plads til en befriende udfrielse?, kan jeg høre enkelte spørge.

Det kan du finde ud af ved at gå ind og se filmen.

Men det er stærk kost.