Alene med lillesøster

Film - ”Mælkevejen”

En lille socialrealistisk fransk film. Munter, sine stedet småsørgelig, men altid ligefrem lærer vi her den unge 18-årige Totone (Clément Faveau) at kende.

Han er ikke så lidt af en vildbasse, vokset op i Jura-regionen i det franske. Det er der, hvor de laver den berømte Comté-ost, og hans alkoholiserede far arbejder som mejeriarbejder og pusler også med at lave sine egne oste.

Fest, fest og fest med sprut og fart over feltet er, hvad Totone lever og ånder for, men da hans far uventet dør, står han pludselig alene tilbage og må tage sig af lillesøster, Claire (Luna Garret).

Han tager ansvaret på sig. Det gælder om at tjene penge, og han får da også job til 10 euro i timen hos en ostemager. Men hov, her arbejder også de to brødre, han var oppe at slås med til sommerfest.

Totone har realiseret det meste af sin fars indbo, mejeriudstyr og traktor, men en enkelt kobberkedel har han da stadig tilbage. Så hvorfor ikke lige deltage i den lokale landbrugskonkurrence og score 30.000 euro?

Som er førstepræmien hvis du laver den allerbedste Comté-ost.

Det er en herlig film, spillet af ikke professionelle skuespillere, fundet og instrueret af Louise Courvoisie, der selv er vokset op i det franske kvægland.

Clément Faveau er ganske simpelt rent ud 110 procent overbevisende som den på en gang ubekymrede og impulsive unge mand, der lige pludselig må påtage sig et voksenansvar.

Og ganske ukueligt tager udfordringerne op. Han er ikke alene omgivet af gode mandekammerater, men får også på forskellig vis hjælp af stærke kvinder.

Som for eksempel den mutte kvægpige Marie-Lise (Maïwène Barthelemy), som han brænder lun på – eller er det omvendt – og som ikke finder sig i noget af hans halvsmarte bullshit.

Forelskelsen mellem dem er skildret så råt følsomt, at du ikke kan lade være med at smågrine. Men også lillesøster i form af Luna Garret er både overbevisende og sød i sit naturlige og lydefrie samspil med storebror.

Konflikterne og spændingen stiger, da Totone begynder at ”låne” komælk til sit osteprojekt, og på en måde går der sådan lidt western i historien.

Du ved den ensomme stædig kodreng – nej, ostedreng, som kæmper for at vinde både pigen og pengepræmien på trods af de umulige odds.

Her er ingen mangel på voldsomme opgør, bøllebank og drama, mens vi følger Tontone og co. Men filmen tager behændigt og overbevisende et par uventede drejninger og handler lige så meget om sammenhold, venskab, kærlighed og forsonende tilgivelse.

For hvad er vigtigst. At vinde en konkurrence ved hjælp af ufine metoder?  Eller opføre sig ordentligt og medmenneskeligt ansvarligt?

Det er en fin og varm film. Et kollektivt portræt af en flok unge, som må klare sig selv derude på bøh-landet. Med hårdt fysisk arbejde fra tidlig morgen i sen nat.

Det vi herhjemme så poetisk har døbt udkanten. En film, som solidarisk og samtidigt nøgternt, undersøgende giver os et nuanceret indblik i deres liv, håb og drømme.

En lille perle.

Uden et væld af overforklarende ord, men desto mere lysende.