Tag en tudekiks, mand!

Film - ”Mand Op”

Hvis du kan acceptere grundpræmissen – at mænd virkelig kan være så stupide og snæversynede – er det faktisk ikke en helt dårlig film det her.

Den tjekkede Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard) har mere end svært ved at komme sig over, at hans tidligere kæreste Cecilllie (Sofie Torp) har valgt at få et barn. Helt uden om ham. Et donorbarn uden en RIGTIG far.

Derfor har han stiftet og sat sig i front som leder af frihedskæmpergruppen Mand Op, der har som formål at genoprette den naturlige balance mellem kønnene. Underforstået at omvælte det femifascistiske styre, som danske mænd dagligt bliver ydmyget og umyndiggjort af.

Under dæknavnet Nietche og sammen med sine tre trofaste følgesvende opsøger han den populistiske partileder Thomas Løwert (Jens Albinus) for at få grønt lys til gruppens første aktion.

Løwert aner potentialet i gruppen, som han kan udnytte til egen fordel. Det må være i orden at sætte ”en fod lige over på den anden side af loven”.

Bevæbnet med spraydåser bliver der malet ”kønsforrædder” på ligestillingsministerens private bolig, og pludselig er gruppen i medierne her der og alle vegne.

Og det stopper ikke her. Optændt af de mange clicks og visninger kan det kun gå en vej – yderligere eskalering og stadigt mere voldelige aktioner.

Det er en film, som griber fat i et følsomt emne. Stadigt flere mænd føler sig usikre på, hvad det egentlig vil sige at være mand. I en verden med samtykkeerklæring og kvinder, der godt vil forføres – men på den rigtige måde.

Engang var der bløde mænd i hønsestrik. Nu skal den moderne, rigtige mand både kunne skifte ble, vise omsorg og følelser og samtidig stadig skifte olie på bilen og reparere taget.

Som minimum.

Filmens Mand Op-gruppe postulerer, at det var meget bedre, hvis vi vendte tilbage til det gode gamle patriarkalske system. Hvor kvinden skulle sørge for børn, mad, omsorg og sex.

- Drømmer jeg eller er jeg vågen, fristes du til at spørge dig selv - efterhånden, som filmen bliver vildere og vildere i sine tumpede overdrivelser.

Men Mikkel Boe Følsgaard gør det faktisk godt i rollen. Skaber en reflekterende og troværdig karakter ud af sin rolle. Egentlig en personlig fortvivlelse over et strandet kærlighedsforhold, som han ikke magter at bearbejde. Og i stedet bruger som brændstof for sit kvindehadske korstog.

For sød og for tjenstvillig – men bag den pæne kontrollerede facade koger han.

Jens Albinus har heller ikke svært ved at spille olivenolieindsmurt partiformand, som ganske kynisk udnytter Mand Op-gruppen til at fremme egne politiske ambitioner for partiet ”Maskulin Stolthed”. Men så heller ikke mere.

Deres skuespil giver filmen en vis overbevisende tyngde. Samtidig udvikler historien sig hele tiden grotesk overdreven og komisk – nærmest som parodi, så du indimellem ikke kan finde ud af, om du skal græde eller grine.

Nok mest det sidste.

Det er svært – også for denne film – at få de rent ud farceagtige, komiske optrin til for alvor at føje sig sammen med slutscenernes alvorlige budskab.

Hvor pinefuldt det kan være for et menneske – her en mand – når en anden – her en kvinde – ikke længere elsker dig.

På den måde bliver hele historien om oprør mod kvindetyranniet undergravet af filmen selv.

Der går fra det platte og dumme til at være grotesk parodiagtig. Selv om også bliver budt på godt skuespil.

Uinteressant er den ikke, men heller ikke ganske vellykket.