164 cm fransk sanger

Film - ”Monsieur Aznavour”

Biografisk filmportræt af sangeren Charles Aznavour, død 94 år gammel, 2018, hvor der ikke er sparet på hverken gode sange, tidskorrekte kostumer, biler og interiør, mens vi følger den armenske immigrants vej mod toppen.

Aznavour (Tahar Rahim) bliver født i Paris, 1924, af armenske forældre og vokser op i fattige kår. Får tidligt smag for scenelivet og forsøger sig også som sanger. Uden det store held.

Hans stemme er for hæs og jazzet i stil med de amerikanske sangere. Han møder tilfældigt pianisten Pierre Roche (Bastien Bouillon), og snart danner de duet sammen. Med ganske god succes i det dengang nazistisk besatte Frankrig.

Men først da Paris bliver befriet af amerikanske styrke, møder Aznavour datidens store franske stjerne Édith Piaf (Marie-Julie Baup).

Hun tager ham under sine vinger og på sin egen ligefremme, gadetøsagtige maner, er hun med til at forme hans karriere.

Indtil han selv satser alt og sig selv med sit første soloalbum og er lige ved at knække halsen på det.

Aznavour bliver spillet ganske dækkende af Tahar Rahim. Mandigt og charmerende selvsikker i sin omgang med impressarioer og kvinder. En mand, der ved, hvad han vil – nemlig nå toppen, men undervejs også opdager, hvad prisen er.

Filmen følger slavisk karrieren fra den spæde nul-start til den dag, hvor Aznavour får det samme i hyre som selveste Frank Sinatra.

Undervejs lærer vi også sangerens ensom og tvivl på sig selv at kende. Hans modstand mod at lade sig binde i et ægteskab, hans utrolige arbejdsslid – skriv en sang hver dag – for at kunne bade sig i succes. Blive rig og befri sig fra den fattigdom, han kom fra.

Rundt om ham bliver der spillet troværdigt og livligt. Med begejstring og livsglæde.

Især Marie-Julie Baup gør det godt som den store franske, alkoholiserede sangerinde, der kan nikke genkendende til et menneske, der ligesom hun selv, er begyndt fra og kender livet på bunden af samfundet. 

På en gang tyrannisk og kommanderende brænder hun godt igennem i rollen.

Den fremadskridende biografiske skildring bliver sine steder lige vel forudsigelig.

Og så skader det ikke oplevelsen, hvis du selv er rimelig velbevandret i fransk kultur og musikliv i denne periode og kan nikke genkendende til, hvor overraskende et karrierevalg det er, da Aznavour vælger at indsynge en kærlighedsballade med den franske rockstjerne Hallyday.

Så det er en fransk film, der hylder en af trikolore-landets store sønner, og sine steder  også gør det en anelse for indforstået.

For eksempel da Aznavours voksne søn Patrick bliver fundet død i sin lejlighed, og vi ikke får at vide, hvorfor og hvad han døde af.

Ikke alle de franske sange i filmen er forsynet med undertekster, og det er faktisk en skam. Især hvis dit franske er på niveau med denne skribent – dø bierre, si vou plais. 

For filmen er fuld af fransk kabaretsang – chansons, der mest af alt er en dramatisk fremført vise. Fuld af vemod, ugengældt kærlighed, bitterhed og resignation over livets uretfærdigheder, og ikke ligefrem det, vi har hørt mest til og elsker på vore breddegrader.

Det er film, som maler med den brede pensel. Her er intet sparet på udstyrssiden, og Rahim fylder rollen godt ud.

Med store følelser, egensindig charme og snuhed og portrætterer vellykket en sanger, der næsten slider sig selv op for at nå til tops. For måske kun at finde ensomhed. 

Det bliver måske også filmens største svaghed – at det er denne endeløse, utålmodige jagt efter succes og anerkendelse som fremstår som stjernens eneste motivation og drivkraft.