Storslået katastrofe-drama

Tegnefilm - ”Prinsesse Mononoke”

Kærlighedshistorie, menneskehedens hensynsløse ødelæggelse af naturen og en fabel om kampen mellem det gode og det onde – den japanske nyrestaurerede ”Prinsesse Mononoke” er det hele i en stor prægtig tegnet mundfuld.

Noget ondt truer landsbyen, da det tegnede eventyr åbner. Den tapre Ashitaka forsøger med sine svirpende præcise pileskud at stoppe det kæmpemæssige ormemyldrende vildsvin. Det lykkes, men han bliver til gengælde selv ramt af forbandelsen.

Og må drage afsted alene på sin gevirbærende rensdyr for at undslippe sin skæbne. Snart opdager han, at han har fået utrolige superkræfter i sin højre hånd – og når hans pile rammer, flyver fjendens hoved af.

Undervejs på sin rejse gennem fortryllede skove møder han også prinsesse Mononoke, der sammen med sin flok af hvide kæmpeulve, kæmper mod jernværkets kyniske dronninge-overhoved, Eboshi-Sama.

Han må vælge side og snart folder det store drama sig ud med plads til masser af sidehistorier, skæve eksistenser og skovguder, der har levet på jorden siden tidernes morgen.

Det er på en måde ganske ”gammeldags” tegnestil med ”fastfrosne landskaber”, som mennesker, ulve og de aggressive vildsvin behændigt og adræt bevæger sig rundt i. Men det er ikke et glat-poleret sukkerbestrøet mainstream-univers a la Disney.

Her bliver brugt betagende fugleperspektiv eller helt close-up i en smidig og konstant overraskende fortælling.

Hu hej, hvor det går derud ad. Også i talrige kampscener med eksplosioner, fægtekampe, brutale drab og de overnaturlige monsterlignende væsener, der altid lurer. Klar til at forfølge og dræbe.

Det er drama for voksne, ganske voldsomt, dybt fascinerende og med meget klare og stadig aktuelle budskaber.

Naturligt indbygget og integreret former filmen sig også som en fabel, om vi menneskers hensynsløse udnyttelse af naturens rigdom og ressourcer.

Godt gået af en tegnefilm, som havde premiere i 1997. Længe før bæredygtighed og klimakrise var ord, som alle kendte.

Det er en indviklet, uforudsigelig, men også frodigt fortalt historie. Farverig og fabelagtig og med en lydside, som hele tiden understøtter magien ubesværet med naturens egne lydspor – fuglefløjt, regndråbernes dans og tordenvejrets buldren.

Det er en klassiker inden for tegnefilm og helt bestemt værd at se eller gense.