En plaget rockstjerne

Film - ”Springsteen: Deliver Me from Nowhere”

Hvad gør en 32-årig ung amerikansk rockstjerne, når han lige står foran sit helt store gennembrud? Hvor alle hylder ham for hittet ”Hungry Heart” fra dobbeltalbummet ”The River” …

Han kaster sig over noget helt andet.

The Boss – for det er selvfølgelig ham, vi taler om. Bruce Springsteen (Jeremy Allen White), født og opvokset i Freehold, New Jersey, vender efter en succesfuld turné i 1981 hjem. For at isolere sig i lejet hus, blot ham selv og en akustisk guitar.

For at finde arbejdsro til nogle nye sange.

I filmens anslag har vi dog først mødt Bruce som dreng. I sort hvide-optagelser. Med en alkoholiseret og voldelig far (Stephen Graham). Og snart tager sangskriveriet form af en dybt personlig og dyster bearbejdning af barndomstraumerne.

I kulissen finder vi pladeselskabet CBS, der bare er ude på at få flere hungryhearthits. Heldigvis har Bruce sin trofaste og beskyttende manager Jon Landau (Jeremy Strong) ved sin side, som insisterer på at han får fred og ro til at gøre netop det, han nu er i gang med.

Landau er parentetisk bemærket i virkelighedens verden, kendt som den anmelder ved musikmagasinet Rolling Stone, som i sin anmeldelse af en Springsteen koncert skrev - ”I have seen the future of rock’n’roll, and it’s name is Bruce Springsteen”.

Ikke underligt at han blev manager for Bruce.

Parallelt med indspilningen af sangene på en fire spors kassettebåndoptager følger vi så Bruces kærlighedsforhold til en lokal servitrice Faye (Odessa Young), præcis så lyshåret køn og ligefrem naturlig, at enhver arbejderknægt i læderjakke og åbentstående ternet skjorte vil falde for hende.

Altså tre temaer – skabelsen af det lavmælte album ”Nebraska”, barndomstraumer og forelskelse, som måske kan gro til varig kærlighed.

Det lykkes faktisk rigtig godt at få det hele til at mikse i en vellykket film. Indimellem bliver det måske lidt for pædagogisk overtydeligt, når billedsiden skal komplementere sangteksterne (ikke oversatte), samtidig med, at Jeremy Allen White er overladt til at kigge plaget og tomt ud i luften.

Mens han kæmper med at få skrevet sanglinjer ned, og undervejs skifter ”han” og ”ham” ud med ”jeg” og ”mig”, så vi kan forstå, at det her er pinefuldt og nærgående.

I øvrigt har Jeremy Allen White øvet sig rigtig godt – også på guitar og synger selv - og er rigtig god til at imitere virkelighedens Springsteen i kropssprog, attitude og udstråling. Han er på kanten af næsten at være for øm, forstående, ærlig og hensynsfuld – især i sin omgang med den blonde servitrice.

Han er simpelthen en elskelig, men plaget darling.

Jeremy Strong er også ganske troværdig som rullekravesweater bærende, intellektuel ridder – altid parat til at forsvare sin kammerat og ven mod uforstående pladeselskabshyæner.

Odessa Young i rollen som en slags inkarnation af Springsteens forskellige kærester har ikke meget at gøre med i rollen som kvinden, der vil mere end Springsteen, synes han kan leve op til. Eller er bange for.

Men hun brænder så alligevel igennem i en konfronterende afskedsscene.

Det er en godt fortalt historie. Solid mainstream. Selvfølgelig også tilføjet et solidt skud velplaceret USA-sentimentalitet. Ganske som i Springsteens eget sangskriveri, hvor der altid er plads til store følelser, bankende hjerter og solidaritet med arbejderklassen.

Selvfølgelig får vi også nummeret ”Born in The USA”, skabt i samme periode som ”Nebraska” – og hittet, som én gang for alle placerede Springsteen på det internationale verdensrockkort.

En vellykket og sine steder faktisk ganske overraskende afdæmpet film og helt klart en film for fans af The Boss.