Film -”The Brutalist”
Fabelagtigt storværk. Perfekt filmet og spillet, understøttet af musik og scener, der efterlader dig blæst bagover; betaget og overvældet.
I 1947 lykkes det for den jødiske arkitekt László Tóth (Adrien Brody) at flygte via Bremerhaven til USA, inden grænsen bliver lukket for dem, der overlevede nazisternes koncentrationslejre.
Han efterlader sin hustru Erzsébet (Felicity Jones) og deres niece Zsófia (Raffef Cassidy) til en usikker fremtid.
Selv får han et ydmygt job hos sin fætter Attila, der driver en lille møbelforretning, bliver installeret i et lagerrum og må ellers klare sig med dagens supperet hos Frelsens hær.
Han tegner en stol til fætter, et vidunder i stål og læder, som bliver sammenlignet med en trehjulet cykel. László er uddannet fra Bauhaus-skolen, der satser på enkelhed og funktionalitet
Så da får han en opgave med at nyindrette et bibliotek for mangemillionæren Harrison Van Buren (Guy Pearce), er det disse principper, som omformer det mørke rum, lyst og venligt, med smukke træpaneler, der gemmer på stålreoler.
Van Buren har tjent sine mange millioner på at effektivisere produktionen af fragtskibe under 2. Verdenskrig og han bryder sig bestemt ikke om sit nye bibliotek. Nægter at betale regningen.
László bliver smidt på porten af fætter og må hutle sig igennem, indtil Van Buren igen dukker op. Hans nye bibliotek er blevet rost til skyerne i et førende livsstilsmagasin.
Snart vil han have László til at bygge et nyt stort, fælles borgerhus på en bakketop ikke langt fra hans egen kæmpestore villa. Med teater, bibliotek og gymnastikhal, men ikke svømmebassin – for Van Buren svømmer ikke. Men et kapel, så bystyret nemmere sluger planen.
Det er en fabelagtig storladen film. Optaget i det gamle knivskarpe format Vista Vision skrider den ubønhørligt frem i sin skildring af undertrykkelse, jødehadet og ikke mindst arkitekten Lászlós kamp for at skabe noget ganske unikt.
Noget, der vil blive stående og altid kunne inspirere, også som politisk incitament til forandring.
Adrien Brody spiller rollen mangefacetteret. Ydmyg, mager, høflig og veluddannet, men også optændt af den hellige ild og parat til at ofre alt for at fuldføre sine projekter. Her er ikke plads til smålighed og ynkelige spareforslag, når det gælder om at rejse den perfekte bygning.
Felicity Jones brænder igennem på samme måde, som den kørestolsbundne hustru, lidende af knogleskørhed på grund af sult. Altid parat til at forsvare sin arkitektmand og samtidig hurtig til at gennemskue Van Buren-familiens forlorne og småracistiske venlighed.
Guy Pearce er charmerende og overfladisk venlig, når bare han får sin vilje. Og den vil han altid have!
Og samtidig hensynsløs brutal kapitalist, når han møder modstand og herskesyg skærer igennem alt og alle. Han minder sine steder ganske meget om Orson Welles i sin glans - og hovedrolle i ”Citizen Kane (1941)
Et sært, uligevægtigt venskab blomstrer mellem ham og László. Ikke ufarligt og helt sikkert ikke betingelsesløst. Penge bestemmer før kunst.
Det er film, der magter at folde sine karakter ud i broget mangfoldighed, skabe hele figurer af kød og blod, samtidig med, at historiske optagelser og fakta perspektivere den personlige lidelseshistorie.
László og hans familie og ja - arbejderklassen bliver tolereret. Når de er til gavn og nytte, men så heller ikke længere eller mere.
På lydsiden er det svøbt i swingjazz og banal 50-er pop, der lige pludselig bliver afbrudt af overraskende reallyd, en tudende skibsfløjte, en ambulanceudrykning eller stormvejrets tordnende buldren.
Virkelighedens McCarthy-tid med kommunistforfølgelse og smædekampagner lurer i ens underbevidsthed og farver også historien om den plagede arkitekt.
I gamle dage var der noget, som hed en helaftensfilm. Der var kun plads til én forestilling i biografen. ”The Brutalist” tager sine 3 timer og 35 minutter, men så er der også gjort plads til et kvarters pause, der falder mellem Lászlós ankomst til USA og hans kones.
Smuk film. Brutal film. Skånselsløs og smertefuld. Bevægende og i en klasse helt for sig. En filmklassiker er født!
Film
- “The Brutalist”
- USA, 2024
- Instruktør: Brady Corbet
- Tre timer, 35 minutter
- Tilladt fra 7 år.
- Danmarkspremiere, 27. februar, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.