Ekstreme fodboldfans

Film - ”Ultras”

Du har måske selv mødt dem, når AaB har hjemmekamp på stadion i Vestbyen.

De ekstreme fodboldfans med råb, flag og romerlys parate til at blive fyret af, når kampen åbner på grønsværen. Der er ofte også massivt politiopbud for at forhindre slagsmål og hærværk.

Men hvad er det for et fællesskab, og hvad driver de såkaldte ultras - fodboldkulturens dedikerede og ofte voldelige fans?

Det giver denne flot filmede dokumentar ikke bare et, men flere svar på. Filmens instruktør Ragnhild Ekner er selv ultra og lægger fortællerstemme til,

Hun ser ultras over hele verden, som en subkultur. En kollektiv modstandskraft, hvor den enkelte kan finde fællesskab og styrke.

Og samtidig flygte fra og glemme hverdagen, arbejde og forpligtigelser ved at give sig hen i den brusende kraft, der bliver sluppet løs på stadion.

Ultras er med holdet mod dem. Og er på den måde en del af noget større. På den måde kaster filmen ikke et egentligt kritisk blik på de destruktive sider, slagsmål, vold og hærværk.

Filmen former sig mere som en hyldest, mens vi kommer rundt i verden og oplever fodboldkultur i Sverige, Italien, Argentina, Indonesien, England, Marokko og Egypten.

Men det viser sig, at fodboldkulturen også former sig ret forskelligt. Der er alligevel forskel på at stå på et stadion i Göteborg med romerlys klar til at blive fyret af, og så være med til fællessang i Indonesien, når tusinder og tusinder af fans istemmer deres holds slagsang:'

- Har du nogensinde set dit liv lyse op?

På den måde får vi også skildret hvordan egyptiske fodboldfans var en del af det arabiske forår i 2011, og hvordan de marokkanske Raja Ultras i Casablanca er frygtet af statsmagten.

For tænk hvis dette sociale og ikke kontrollerbare fællesskab rejste sig mod undertrykkelse og fattigdom og krævede frihed og retfærdighed?

Instruktørens åbenlyse forelskelse i den rå energi og magtdemonstrationerne på lægterne, kan du se som en svaghed ved dokumentaren. Men den giver et glimrende indblik i, hvordan den enkelte, den måske ensomme, her kan finde et anderledes, forløsende fællesskab.

Vi er også med til fremstilling af de kæmpestore bannere, som i løbet af to minutter før fodboldkampene, bliver foldet ud. Tipo støttet af romerlys, konfetti og balloner, flag, råb og skrig og trommer, skal vise, hvem der har dominans og magten på lægterne.

Det er et mangefacetteret billede svenske Ekner tegner af fodboldkulturens ultras. Hvordan ultras både kan være reaktionære, nærmest uniformerede og ens klædte, der tager afsted som en frygtet hær og indtager de byer, deres hold skal spille i.

I modsætning til de indonesiske kvinder forenet i Ladies Carva Sud, der har fået og skabt deres egen plads på det mandsdominerede stadion.

Og der er de engelske fans, der har droppet Premiere League, en kommerciel milliardforretning med 2.2 milliarder fans fordelt på 160 lande.

Fodboldkultur kan være befriende kraft og give luft og få dig til at glemme dine bekymringer.

Ultras er tilhængere, der ser sig selv som holdets 12. spiller og dedikerer sig fuldstændigt til deres klub. Men der er også ultras, som de marokkanske, hvor stadion bliver et sted, hvor de kan udtrykke deres protest mod regimets undertrykkelse og korruption.

På tribunerne sætter ultras over hele verden dagsordenen, når kampen fløjtes i gang. På hver deres måde og med rod i det samfund og den sociale (u)orden, de som fans lever i.